Mia Tang kampagne
OITS – Printer Jørn
Møllers Maler
Rold Skov Adventure

Det blev intet mindre end en fabelagtig eftermiddag i Jutlander Bank Arena. Aalborg Håndbold besejrede SønderjyskE 33-23 i overbevisende stil, og da TTH Holstebro samtidigt slog Skjern, har vi dermed sikret os førstepladsen i slutspilspulje 1 skriver Aalborg Håndbold på deres hjemmeside

Inden dagens kamp stod det klart, at Aalborg Håndbold med et enkelt point kunne spille sig i semifinalen. Aalborg Håndbold kom da også buldrende fra start, og med en føring på 6-2 efter små otte minutter var stilen lagt.

Aalborg Håndbold spillede godt over hele linjen, og en helstøbt indsats i første halvleg banede vejen for en pauseføring på 19-14.

Sønderjyderne hang på med næb og klør i første halvleg for at holde spænding i kampen, og i anden halvlegs indledning fik de af to omgange reduceret forspringet til fire mål.

Herefter så Aalborgenserne sig dog ikke tilbage, og med en forrygende holdindsats bragede vi mod en semifinaleplads. Ti minutter senere havde Aalborg Håndbold nemlig bragt sig i front med 26-17, og med et kvarter igen havde hjemmeholdet suget det meste af spændingen ud af kampen.

De næste minutter fortsatte hjemmeholdet med at holde speederen i bund, og med ti minutter tilbage og en føring på 11 mål var kampen afgjort.

Øjnene på tilskuerrækkerne blev de sidste ti minutter i ligeså høj grad rettet mod kampen i det vestjyske. Her tog TTH Holstebro i mod Skjern, og med en sejr til TTH kunne Aalborg Håndbold sikre sig gruppens førsteplads allerede i dag.

TTH-mandskabet var foran det meste af kampen, og de kørte ligeledes en sikker sejr hjem i slutminutterne. Det er dermed en realitet, at Aalborg Håndbold er sikre på at slutte som nummer et i slutspilspulje 1, da grundspilssejren vil sikre sig en bedre placering i tilfælde af pointlighed.

I slutningen af anden halvleg kom der godt gang i udskiftningerne, og alle kampklare spillere var således i aktion foran et talstærkt publikum i Jutlander Bank Arena, der var med til at bære holdet frem mod den overbevisende sejr.

Nu skal slutspilspuljen sluttes godt af på onsdag, når holdet møder TTH Holstebro i Jutlander Bank Isarena, så Aalborgenserne kan tage momentum med videre til semifinalerne. Køb din billet til opgøret mod TTH lige her.

MATCHFACTS:
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Tobias Ellebæk 7, Ómar Ingi Magnússon 7, Sebastian Barthold 5, Mark Strandgaard 4, Henrik Møllgaard 4, Janus Smarason 2, René Antonsen 2, Frederik Bech 1, Oliver Norlyk 1.

Målscorere for SønderjyskE:
Mikkel Kjær Møller 6, Frederik Ladefoged 3, Rasmus Nielsen 3, Kasper Olsen 2, Alexander Hansen 2, Arnar Halfdansson 2, Mikkel Hansen 1, Steffan Høi 1, Frederik Børm 1, Rasmus Bertelsen 1, Kristian Dahl Pedersen 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.
SønderjyskE: 1 x 2 min.

Dagens dommere var Michael Søegaard og Thomas Kalisz.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 4.119.

Kilde: Aalborg Håndbold
Mia Tang kampagne
OITS – Printer Jørn
Møllers Maler
Restaurant Jørn