Den netop overståede landsholdspause bød på forandringer udenfor banen for mange nordjyder, da myndighederne meddelte, at syv nordjyske kommuner skulle omfattes af yderligere restriktioner – herunder Jammerbugt Kommune, hvor cheftræner Stefan Madsen er bosat.
Fredag tog klubben og Stefan derfor en hurtig beslutning, der betyder, at han er flyttet midlertidigt til Aalborg, indtil restriktionerne ophæves.
– Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at Stefan har truffet den beslutning. Han bliver derfor bl.a. afskåret fra sin familie i en periode, og det viser noget om det store hjerte, han og familien har for klubben. Sportsligt har det selvfølgelig enorm betydning, at vi fortsat kan have ham med på sidelinjen i den spændende periode, vi går i møde, siger direktør Jan Larsen.
Stefan flyttede allerede til Aalborg i fredags, og han testede i weekenden negativ for COVID-19, ligesom han naturligvis fortsat indgår i Aalborg Håndbolds ugentlige testprogram.
Alle spillere og de øvrige trænere/ledere er ikke bosat i en af de syv kommuner og er derfor ikke berørte af de yderligere restriktioner – alle er dermed klar til onsdagens pokalbrag mod Bjerringbro-Silkeborg.
Pokalkvartfinalen er startskuddet på en spændende periode frem mod jul, der starter med tre hjemmekampe i Jutlander Bank Arena. Se hele vores kampprogram her.