11-årige Rasmus tabte sine briller i Vesterhavet – Aalborg-optiker kom ham til undsætning
11-årige Rasmus Ørum Jensen tabte sine briller i havet, da han var på stranden i Blokhus. En eftersøgning af brillerne gav intet resultat, men en Aalborg-optiker så eftersøgningen og tilbød Rasmus nye briller
11-årige Rasmus Ørum Jensen var med sin familie på stranden ved Blokhus. De hyggede sig, men da de ville tage en dukkert, mistede Rasmus sine briller. Briller med meget høje styrker, som Rasmus er meget afhængig af.
– Jeg så ikke helt, hvad der præcist skete, men pludselig råbte Rasmus til mig, at han havde tabt sine briller i vandet. Bølgerne tog dem med det samme, og de var ikke til at finde, fortæller Mariann Louise Ørum Jensen, der er mor til Rasmus.
Hun ilede hjem og skrev et indlæg på Facebook, hvor hun bad om hjælp. Hun beskrev sitationen og efterlyste brillerne på en lokal gruppe for Blokhus. Måske havde nogen set dem i vandet og samlet dem op, håbede moderen.
Kan ikke se uden briller
Rasmus har kraftigt nedsat syn. Brillerne var med styrke 11, og derfor kan Rasmus se meget lidt uden sine vigtige briller. Derfor var det en presset situation, at brillerne nu befandt sig et sted i Vesterhavet.
– Brillerne er meget, meget vigtige for Rasmus. Han bruger dem hele tiden, for han kan ikke se noget som helst uden dem. Derfor håbede vi meget på, at de ville dukke op, fortæller Mariann Louise Ørum Jensen.
Optiker så opslaget: tilbød nye briller
Der var mange, der reagerede på Mariann Louise Ørum Jensens opslag på Facebook, men ingen havde fundet brillerne. Men så kom hjælpen fra en uventet kant: Brian Kollerup, indehaver af Louis Nielsen i Østerågade i Aalborg, fik nys om moderens råb om hjælp på Facebook og tilbød at lave et par tilsvarende nye briller gratis – og hurtigt.
– En af mine kolleger så opslaget på Facebook og sendte det til mig. Da jeg læste det, kunne jeg sætte mig ind i Rasmus’ situation. Det er ikke sjovt at miste sine briller på den måde og være afskåret fra at kunne se. Rasmus kan ikke se noget uden briller. Derfor tilbød jeg, at Rasmus kunne komme ind hurtigt og få et par nye briller gratis, fortæller Brian Kollerup.
Mariann og Rasmus blev meget rørt over beskeden.
– Det var et virkelig flot tilbud, som vi takkede ja til med det samme. Det var dejigt, at Rasmus kunne komme ind hurtigt og få nye briller, for uden briller, er der meget han ikke kan, fortæller Mariann Louise Ørum Jensen og fortsætter.
– Rasmus er så glad for sine nye briller. Nu kan han igen nyde sommeren med fuldt syn, fortæller hun.
Sender en tak til alle, der hjalp
Hun sender samtidig en tak til alle de lokale, som har delt hendes efterlysning på Facebook. Selvom det ikke lykkedes at finde brillerne, kom opslaget vidt omkring, så Brian Kollerup så det.
– Jeg er meget glad for den store støtte, vi har fået og for, at opslaget er blevet delt så meget, fortæller hun.
Nu er Rasmus klar til endnu en tur på stranden med nye briller.
– Vi tager på stranden igen, og vi har snakket om, at brillerne skal blive på hovedet, fortæller Mariann Louise Ørum Jensen og smiler.