tirsdag 23. april 2024

Et klik kan ændre alt – Ny kampagne skal øge danskernes digitale sikkerhed

TEMA: National cybersikkerhedsmåned og digital sikkerhed

Et klik kan ændre alt

Over 20.000 danskere har i 2019 anmeldt it-relateret økonomisk kriminalitet til politiet. I går – den 7. oktober – lancerede Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner i samarbejde med politiet og Finans Danmark kampagnen ’Et klik kan ændre alt’, der skal øge danskernes digitale sikkerhed.

Kampagnen lanceres i dag, og allerede nu løfter adfærdsforsker Andreas Lieberoth sløret for, hvad der får it-fælden til at klappe.
Se kampagnen på sikkerdigital.dk/etklik

Et kæmpe problem at vi klikker ubevidst

Vi klikker ubevidst 19 ud af 20 gange. Og vi er i sidste ende selv med til at skabe et tag-selv-bord på nettet for it-svindlere, mener adfærdsforsker Andreas Lieberoth. De digitale svindlere bruger viden om vores adfærd til at skabe internetfælder, der virker troværdige og derfor er svære at gennemskue. Det kan fx være vores tillid til autoriteter, svindlerne spiller på, når de sender en mail, der tilsyneladende har Nets eller Skattestyrelsen som afsender.

Vi er ikke dumme hele tiden. Ofte ringer alarmklokken, når vi ser, at en mail kommer fra en nigeriansk prins. Men når vi klikker ubevidst rundt, og indholdet fanger noget, der lige passer til os, så går vi i fælden. Svindlerne ved, at vi ikke tænker os om. Og de ved, hvilke situationer de skal fange os i. Derfor bliver det det et kæmpe problem, når vi klikker på links uden egentlig at tænke os om – for svindlerne har gennemskuet os.

Andreas Lieberoth, adfærdsforsker ved Aarhus universitet

Kampagne vil ændre vores digitale adfærd

Generelt er vi danskere trygge, når vi færdes på nettet, viser tal fra Danmarks Statistik. Og mens tillid overordnet set er godt, kan det også være en udfordring for vores digitale sikkerhed – det er nemlig en vigtig præmis for de kriminelle. Derfor sætter den nationale kampagne ’Et klik kan ændre alt’ netop fokus på konsekvensen af vores klik på nettet.

Digitale trusler vokser og bliver mere avancerede. Derfor er det afgørende, at vi lærer danskerne at være bevidste om deres klik på nettet. Vi er sårbare, fordi it-kriminelle kan få adgang til nogle af vores mest personlige oplysninger og data, hvis vi er uopmærksomme. Vi ser det som én af vores fornemmeste opgaver at beskytte danskerne mod disse angreb. Derfor lancerer vi nu en adfærdskampagne med en samlet front af vigtige aktører.

Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner står bag kampagnen i samarbejde med politiet og Finans Danmark.

Risikoen for at blive udsat for it-kriminalitet er nu et grundvilkår for alle borgere, der hver dag klikker rundt på internettet. Det er helt nødvendigt, at vi bliver mere bevidste omkring, hvor vores oplysninger havner, før vi taster dem ind. Derfor mener vi, kampagnen sætter fokus på en helt afgørende adfærdsforandring i samfundet.

Trine Møller, centerchef i LCIK

 

Hvad kan danskerne gøre?

Kampagnen kommer med tre råd:

  1. Træk vejret, før du klikker – Svindlerne forsøger at få dig til at gøre noget i en fart. Vent med at svare eller klikke, til du har god tid og kan tænke dig om.
  2. Spørg en ven – ser det her reelt ud? – Svindlerne udgiver sig altid for at være noget andet, end de er. Få hjælp fra en ven, og tjek, om der er andet, der kan bekræfte afsenderen end dens egne ord.
  3. Hold dit NemID og adgangskoder for dig selv – Svindlerne er ude efter dit NemID, kontooplysninger og adgangskoder – med dem får de fri adgang til din konto og hele dit digitale liv.

Fakta om kampagnen

  • Kampagnen, der skal være med til at rykke vores digitale adfærd fra ubevidste til bevidste handlinger, lanceres den 7. oktober 2019.
  • Du vil kunne læse mere om ’Et klik kan ændre alt’ på sikkerdigital.dk/etklik. Du kan også møde kampagnen på flere digitale platforme, fx Facebook, YouTube og Instagram over de næste fire uger.
  • Indsatsen er en del af en større prioritering fra Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner i samarbejde med politiet og Finans Danmark om sikker digital adfærd. Kampagnens indhold kommer til at bo på sitet sikkerdigital.dk, der samler vigtig viden og gode råd til sikker digital adfærd.
  • Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner står bag kampagnen i samarbejde med politiet og Finans Danmark. Center for Cybersikkerhed, Erhvervsstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen, Justitsministeriet, Forbrugerrådet Tænk og E-mærket har også bidraget til kampagnen.
  • 20.796 borgere har i 2019 anmeldt it-relateret økonomisk kriminalitet til politiet (tal trukket fra 3. december 2018 til og med 15. september 2019). Det viser tal fra politiets landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet, LCIK.

Citater fra øvrige samarbejdspartnere

Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg:

Kommunerne er meget opmærksomme på at beskytte borgernes oplysninger. Med denne kampagne er vi med til også at gøre borgerne opmærksomme – så de får viden om, hvorledes de selv kan være med til at beskytte egne oplysninger.

Stephanie Lose, formand for Danske Regioner:

I Danske Regioner passer vi på danskernes sundhedsdata, og vi er ekstremt opmærksomme på IT-kriminalitet. Men vi ved også, at når danskerne er på nettet, kan et øjebliks uopmærksomhed være nok til at give de forkerte adgang til mange slags personlige data. Det vil vi gerne være med til at forhindre med denne kampagne.

Michael Busk-Jepsens, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark:

Kriminalitet rettet mod bankkunder på internettet er stadig stigende. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden informerer borgerne om de trusler, de står overfor – og med denne kampagne kan vi støtte dem, så de tænker to sekunder ekstra, før de klikker.

Sammen kan vi styrke danskernes digitale sikkerhed

Oktober måned er ny national cybersikkerhedsmåned i Danmark. Måneden er en anledning til, at myndigheder, virksomheder og organisationer sætter fokus på at styrke danskernes digitale sikkerhed.

Digitaliseringsstyrelsen er national kampagnekoordinator for måneden. Derfor spiller vi naturligvis ind med en lang række aktiviteter, der skal øge samfundets digitale sikkerhed.

Et centralt initiativ for os er den nationale kampagne ’Et klik kan ændre alt, udarbejdet med KL og Danske
Regioner i samarbejde med politiet og Finans Danmark.

Kampagnen skal løfte danskernes viden om, hvordan de digitalt beskytter sig selv og deres informationer.

Det handler om digitale kulturændringer, hvor vi som borgere bliver bevidste om, hvordan vores egen adfærd kan være medvirkende til, at vi falder i de digitale fælder og bliver ofre for svindel.

God national cybersikkerhedsmåned!

Læs hele klummen Link: https://digst.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2019/oktober/sammen-kan-vi-styrke-danskernes-digitale-sikkerhed/

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen

Next Post