Bosætning Jammerbugt
Springeren
Staudemarken
Vejgaard sten og krystaller

Af Brian Andersen


Ikke siden 8. marts har der været spillet Superligafodbold i Aalborg som følge af pandemien Covid-19’s indvirkning på verdenssamfundet.

Ligesom for mange andre virksomheder har omstændighederne også væsentlig indflydelse på AaB’s indtægtsgrundlag, og derfor har Superligatruppen og alle ledende medarbejdere valgt at vise solidaritet.

AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:

– Vi er i en situation, hvor vi som klub har en vis robusthed, og vi skal nok klare os igennem, men det er logisk, at i denne ekstreme tid er alle bidrag til fællesskabet meget velkomne.

– Vi synes i den forbindelse, at det er et stærkt signal, at spillere og ledelse på denne måde viser opbakning, og det er jeg på vegne af AaB meget taknemmelig for, siger Thomas Bælum.

– Den samlede beløbsstørrelse er betragtelig, men vi har valgt at lade niveauet blive mellem parterne, da vi ikke ønsker at blive genstand for en sammenligning på dette parameter, slutter Thomas Bælum.

AaB-anfører Lucas Andersen supplerer:

– Fra spillerside er vi naturligvis bevidste om, at dette er en speciel og vanskelig periode for AaB, og derfor er vi gået sammen med ledelsen om at bidrage til bundlinjen, hvorfra alting jo udspringer.

– Det gør vi for at markere, at vi har en forståelse for situationens alvor, og for at bidrage så AaB bedst muligt kan fastholde sit aktivitetsniveau både på det sportslige område og uden for banen, lyder det fra Lucas Andersen.

AaB, der stadig har en stor del af de administrative medarbejderne hjemsendt med fuld løn via støtte fra regeringens trepartsordning, har en forhåbning om, at 3F Superligaen genoptages inden for få uger.

Kilde: AaB

Bilhuset Biersted A/S