Hotel Phønix
Springeren
AKKC
Printereksperten

Aalborg genindfører restriktioner for besøg på pleje-hjem som følge af stigende coronasmitte

 

Aalborg Kommune har genindført midlertidige besøgsrestriktioner på plejehjem for at beskytte beboerne mod den stigende smitterisiko.

 

Aalborg Kommune oplever lige nu en stigning i antallet af nye smittede med coronavirus, og derfor genindfører kommunen nu besøgsrestriktioner på plejehjem. Restriktionerne indføres som følge af et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
– Vi har nu passeret et smittetal på 35 nye smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage i Aalborg Kommune. Det er en alvorlig situation, og derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at det er nødvendigt at genindføre besøgsrestriktioner på vores plejehjem for at passe ekstra godt på vores ældre og svækkede medmennesker, siger direktør Jan Nielsen fra Ældre- og Handicapforvaltningen, der også står i spidsen for Aalborg Kommunes sundhedsberedskab.
Besøgsrestriktioner på plejehjem

Påbuddet betyder, at besøg som udgangspunkt skal foregå på udendørsarealer, og at indendørs besøg ikke kan finde sted. Undtaget er besøg fra den nærmeste pårørende.
Skru ned for de sociale kontakter

Smittetallene i hele Danmark og særdeleshed i Nordjylland viser, hvor stærkt smitten kan udvikle sig. Derfor vil Jan Nielsen komme med en klar opfordring:
– Jeg vil gerne komme med en klar melding til alle. Skru ned for de sociale kontakter nu. Det er nu, vi skal stoppe op, hvis vi skal undgå flere smittede og knække stigningen i antal smittede. Overvej fx at gå tidligere hjem fra ture i byen. Jeg vil samtidig opfordre vores detailhandel til at være ekstra påpasselige og hjælpe de handlende med at holde afstand og spritte hænder af. Alle har et stort personligt ansvar for, at vi passer på hinanden, siger Jan Nielsen.

Overblik over restriktioner

På Aalborg Kommunes hjemmeside kan du læse mere om, hvordan vores tilbud hver især er påvirket af situationen: https://www.aalborg.dk/kontakt/corona-dit-overblik-i-aalborg-kommune

Kilde: Aalborg Kommune

DN Isolering
Kai-Berntsen
Det Hemmelige Teater
Bilhuset Biersted A/S