Bestyrelsen i Aalborg Forsynings energidivision har nu truffet beslutning om, hvilken løsning indenfor geotermi, der vil være den bedste for varmekunderne i Aalborg Kommune. Den valgte løsning, der nu sendes i udbud, er et færdigt anlæg, som Aalborg Forsyning overtager driften af, når det står færdigt og fungerer tilfredsstillende.
I forbindelse med købet af Nordjyllandsværket nedsatte Aalborg Kommune Råd for Grøn Energi, der skulle se nærmere på, hvordan varmekunderne i kommunen bedst kunne sikres fossilfri fjernvarme i fremtiden. Da rådet i foråret 2017 var klar med sin konklusion, pegede denne på, at fremtidens fjernvarme bør være et mix af flere energiteknologier.
En af de teknologier Aalborg Forsyning på baggrund af rådets anbefalinger valgte at se nærmere på er geotermi. Efter positive vurderinger fra Energistyrelsen af potentialet for geotermi i Aalborg Kommunes undergrund, indledte Aalborg Forsyning i 2017 dialogen med potentielle geotermi-leverandører.
“Drøftelserne med potentielle leverandører har vist os, at den mest optimale løsning for varmeforbrugerne vil være en såkaldt turnkey-løsning med udvidede forpligtelser, hvor leverandøren leverer et færdigt og kørende anlæg, som Aalborg Forsyning så køber og overtager driften af,” fortæller vicedirektør i Aalborg Forsyning, Jesper Høstgaard-Jensen, og understreger, at der er et stort potentiale i geotermi som en del af fremtidens grønne fjernvarmeløsning.
Erfaringerne fra etableringen af andre geotermianlæg viser, at geotermi kan være en virkelig god og langtidsholdbar investering med høj forsyningssikkerhed. På grund af usikkerhed om hvor dyb en geotermisk boring bliver, er efterforskningen af geotermi usikker, og indtil ressourcen er tilstrækkeligt dokumenteret, kan der derfor ikke opstilles sikre business cases. Dokumentation af ressourcen vil derfor kræve flere boringer med en række tilhørende tests til vurdering af potentialet. Dette er forbundet med relativt høje omkostninger, som kan være spildte, hvis ressourcen viser sig ikke at kunne udnyttes til et tilfredsstillende niveau.
“Der er derfor også eksempler på fejlslagne geotermi-projekter, der ikke leverer den forventede varme og i stedet ender med at påføre varmeforbrugerne et tab. Det er baggrunden for, at bestyrelsen i Aalborg Forsyning peger på en turnkey-løsning, da det så udelukkende er leverandøren af anlægget, der løber efterforskningsrisikoen og ikke vores kunder. Samtidig sikrer vi, at såvel vi som leverandøren har mulighed for at afbryde arbejdet undervejs i processen, hvis anlægget ikke kan levere tilstrækkeligt med varme. Vi har store forventninger til geotermi som varmekilde, men hvis det viser sig, at være en mindre god løsning, end vi forventer, har vi ikke købt katten i sækken,” forklarer Lasse P.N. Olsen, bestyrelsesformand for Aalborg Forsynings energiselskaber.
Aalborg Forsyning arbejder nu på at sende projektet i EU-udbud i henhold til reglerne for udbud. Den samlede fjernvarmeproduktion fra geotermi forventes at have en effekt på 100MW og boringerne vil nå ned til de såkaldte Gassum- og Haldager-formationer. Der er i dag velfungerende mindre geotermianlæg af samme type i Thisted og Sønderborg, mens et tredje anlæg på Amager henter sin geotermi fra dybere formationer.
Kilde: Aalborg Forsyning