Som 16 andre kommuner har Aalborg Kommune valgt også at tilmelde sig “Giftfri Have”.
På under et år har i alt 17 kommuner annonceret, at de nu er helt fri for sprøjtegift. Det har de gjort ved at tilmelde sig Giftfri Have.
Danmarks Naturfredningsforening fortæller om projektet:
17 kommuner siger stop for sprøjtegift
På under et år har 17 af landets kommuner besluttet at stoppe brugen af sprøjtegift, senest Frederikssund, Odense og Greve. Imens tøver regeringen med et forbud på offentlige arealer.
Flere og flere kommuner vil være giftfri. På under et år har 17 kommuner besluttet at stoppe brugen af sprøjtegift.
Frederikssund, Helsingør og Hvidovre har netop annonceret, at de nu vælger at sætte en stopper for brugen af sprøjtegift på kommunens arealer. Senest er Odense, Rudersdal og Frederiksberg kommet med på listen over kommuner, som har tilmeldt sig kampagnen Giftfri Have, som Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi står bag.
I Frederikssund er det byrådet, som har besluttet at tilmelde kommunens 5,6 kvadratkilometer til Giftfri Have. Det blev onsdag annonceret til et offentligt møde med deltagelse af borgmesteren John Schmidt Andersen (V) og præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.
– Det er vigtigt – både af hensyn til biodiversiteten og sikkerheden for vores grundvand – at vi ikke bruger pesticider. Samtidig ligger initiativet i fin forlængelse af Frederikssund Kommunes nyligt vedtagne klimastrategi, fortæller Tina Tving Stauning, der er formand for Teknisk Udvalg i Frederikssund Kommune.
Den giftfri bevægelse vokser
Omkring 21.000 private haver i Danmark er tilmeldt. Derudover har flere vandforsyninger, virksomheder og nu 17 kommuner registreret deres arealer som giftfrie.
Tilsammen dækker Giftfri Have et areal på mere end 22.915 hektar på Danmarkskortet. Det svarer til 36 giftfrie kvadratmeter per dansker. Projektet startede i 2015.
Greve Kommune har også valgt at droppe sprøjtegiften og opfordrer borgerne til at stoppe for brugen af sprøjtegifte i de private haver.
– Vi håber, at vi kan inspirere flere haveejere til at holde op med at bruge Roundup i rosenbedene, ligesom vi rigtig gerne vil opfordre til, at man ikke bruger gift til at tage ukrudtet mellem fliserne,” siger Mortan Martinsson, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Greve.
Odense Kommune er med 39,8 kvadratkilometer, den danske kommune, der har tilmeldt flest kvadratmeter.
– Det er godt for dyr, mennesker, plantelivet og grundvandet, og jeg er rigtig glad for, at Odense er kommet med i projektet. Jeg vil også gerne anerkende de mange private Odense-borgere, som har tilmeldt deres have, sagde by- og kulturrådmand, Jane Jegind, (V) da kommunen blev tilmeldt projektet.
Meld dig ind i Giftfri Have
- I 2017 blev der solgt 20 ton gift mod ukrudt og skadedyr til brug i de danske haver. Med initiativet ’Giftfri Have’ vil vi hjælpe haveejere med at droppe giften i deres have. Det gælder uanset, om man har en parcelhushave, en kolonihave, en have ved sommerhuset på landet eller en gårdhave i byen. For gift er skadeligt for vores grundvand, miljø, dyr og sundhed uanset, hvor det bruges.
- Som medlem af Giftfri Have får du løbende nyheder, inspiration, tips og tricks til at holde haven giftfri.
- Derudover får du en havebog om den giftfrie have samt klistermærker til postkassen, der markerer, at din have er giftfri.
DN savner handling fra regeringen
Imens kommunerne går foran, tøver miljøminister Lea Wermelin med at indføre et forbud mod brug af sprøjtegift på de offentlige arealer. Regeringen havde ellers lagt op til at støtte et sprøjteforbud, men valgte alligevel ikke at støtte forslaget, da det blev behandlet i folketingssalen.
Læs: Regeringen vil forbyde Roundup i haver
Ifølge ministeren, fordi et sådant forbud vil være i strid med EU-reglerne, og hvis et forbud skal gennemføres, kan det være nødvendigt at undtage visse offentlige arealer fra et sprøjteforbud. Det gælder eksempelvis arealer langs jernbaner og Forsvarets arealer.
Både Tyskland og Holland har ellers inden for EU-reglerne indført et sprøjteforbud på de offentlige arealer. Hos Danmarks Naturfredningsforening håber præsident Maria Reumert Gjerding, at regeringen snart kommer med et forslag.
– Vi har som samfund en forpligtelse til at passe på vores grundvand og natur, og vi ved, at sprøjtegifte udgør en trussel. Derfor er det også vigtigt, at det offentlige går foran og stopper brugen af sprøjtegifte. Når vores nabolande kan, burde det også kunne lade sig gøre i Danmark, siger præsidenten og opfordrer regeringen til hurtigst muligt at fremlægge et forslag.
Til gengæld glæder det præsidenten, at flere og flere kommuner og private borgere selv gør noget ved at reducere mængden af sprøjtegifte i naturen:
– Vi oplever en stor opbakning til et forbud. Og når folketinget og regeringen tøver, er det glædeligt, at flere og flere kommuner og private borgere nu kommer med på vognen og gør deres arealer frie for sprøjtegifte. Det er også med til at sende et stærkt signal til regeringen om, at der skal være slut med sprøjtegiftene.
Se hvilke kommuner som er gået ind i projekt Giftfri Have
Kilde: DN