Det lyser for alvor op i Aalborgs villakvarterer, for byens indbyggere shopper julebelysning som aldrig før. De mange lys kan dog koste klejner – få tre tips til at holde elregningen nede uden at spare på julehyggen.
Julen er ikke kun hjerternes fest, men også lysenes – og det forstår aalborgenserne at fejre. Rundt omkring i villakvartererne bugner haverne af lys, og i Plantorama i Aalborg er der solgt over fire gange så mange lyskæder som for bare fire år siden.
– De fleste husejere vil jo gerne have, at både huset og haven ser godt ud, også i vintermånederne. Når det er mørkt, er lysene jo en god måde at få det hele til at se flot ud, fortæller Henrik Christiansen, der er centerchef i Plantorama Aalborg.
Kan koste klejner
De mange lys skaber julehygge i haven, men er du en af dem, der har julelysene tændt døgnet rundt i december, kan det hurtigt koste klejner. Tal fra Energistyrelsen viser, at fem lyskæder med hver 100 små glødepærer kan nemlig ende med at koste op mod 500 kroner om måneden i strøm, og mange har julelysene tændt helt fra november til januar.
Ifølge Henrik Christiansen er flere dog begyndt at udskifte de gamle lyskæder med LED-pærer – og det er der ifølge ham god grund til. En lyskæde med LED holder nemlig op til 25 gange længere end en med glødepærer og er mere skånsom for miljøet. Ifølge beregninger fra Energistyrelsen vil en ti meter lang lyskæde med glødepærer, der er tændt i aften- og nattetimerne i december, udlede 39 kilo CO2. Til sammenligning vil en LED-lyskæde udlede 1,3 kilo CO2.
Spar penge på elregningen
Udover at skifte til LED-lyskæder er der ifølge Henrik Christiansen en række andre ting, du kan gøre for at holde udgifterne til julebelysningen nede:
- Tjek watt-tallet på pæren
Tjek watt-tallet på pæren eller på indpakningen, og vælg en pære med så lavt watt-tal som muligt. Nogle lyskæder bruger batterier i stedet for el, men det er ikke altid en fordel til udendørs belysning, da kulden kan få forkorte batteriets levetid – så selvom du sparer på elregningen, skal du punge ud for batterier.
- Hav kun lysene tændt om aftenen
I dagtimerne, hvor det alligevel er lyst, er der ingen grund til at have lysene tændt. Hvis du kun har lysene tændt i aftentimerne, kan du mere end halvere dine udgifter til lysene. Du kan overveje at købe en LED-lyskæde med Dual Timer, der selv slukker i et bestemt tidsinterval.
- Tænd kun lysene i december
Har du glødepærer, du har tændt i både november, december og januar, kan det ende med at koste over 1000 kroner i elregning. Overvej derfor, om du kan nøjes med kun at have lysene tændt i december.
Kilde: Plantorama