Nordjysk ride- og Islænderudstyr
Springeren
Faarup skovhus
Garant Brønderslev

Foto: Foto: Claus Rene Pedersen


Kickstartsmillioner til Aalborgs kulturliv

Det corona-trængte aalborgensiske kulturliv får nu en hjælpende hånd af Aalborg Kommune. 23 kulturprojekter får nu del i 10 millioner kroner fra en særlig kickstartspulje.

 

Selvom kulturlivet er i en historisk udfordret situation har idérigdommen og kreativiteten været overvældende stor i ansøgningerne til Aalborg Kommunes pulje; Kickstart til Kulturlivet.

 

– Det her er den største enkeltstående bevilling til kulturlivet jeg kan mindes. Og det falder på et tørt sted, da Aalborgs kulturliv er i en historisk udfordret situation. Gæsterne er væk, salget i baren er væk, og kunstnerne får færre opgaver. Brødet er bogstaveligt talt taget ud af munden på hele branchen på få måneder. Det forsøger vi nu at kickstarte med denne pulje siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.

 

Puljen blev oprettet så kulturinstitutionerne kunne ansøge om specifik hjælp til udviklingsprojekter, da udfordringerne og potentialerne for de enkelte kulturinstitutioner og -foreninger ikke er ens. Ansøgningerne har derfor også været talrige og meget varierede. Sundheds- og Kulturudvalget behandlede onsdag 23. september indstillingerne fra kulturafdelingen i Aalborg Kommune og 23 projekter får nu støtte.

 

Fokus på vækslaget

En af kulturinstitutionerne der får støtte er Halkær Kro. De får næsten 400.000 kroner til blandt andet at åbne for en yngre målgruppe. Her vil man blandt andet invitere til masterclasses for det musikalske vækstlag, samt lave en singer-songwriter camp og udvikle på profilen på den årlige Halkær Festival:

 

– Det er simpelthen fantastisk for Halkær Kro og for musiklivet og for kulturlivet i landdistriktet at modtage denne støtte fra kommunen.  Vi får mulighed for både at invitere et yngre publikum ind på kroen, og for at danne en unik ramme der kan hjælpe vækstlagsmusikere på vej videre i deres karriere. Det har der aldrig været mere brug for end nu, siger Peter Søndergaard, udviklingskonsulent på Halkær Kro.

 

Også Aalborg Kongres- og Kulturcenter får nu støtte fra kickstartspuljen. Her skal en million kroner gå til at udvikle en mobilscene og skabe nye muligheder for det musikalske vækstlag.

 

– AKKC er meget glad for på egne og unge talenters vegne for pengene fra Kickstart-puljen. Det giver os mulighed for at folde en helt ny og spændende udvikling til vores kulturplatform. Med pengene og et samarbejde med KORMA (Kompetencecenter for Rytmisk Musik i Aalborg) vil vi søsætte et projekt for at styrke det musikalske vækstlag inden for rytmisk musik for unge talenter. Vi giver dem mulighed for at give koncerter, hvor stærke aktører fra erhvervslivet, organisationer og institutioner kan stifte bekendtskab med de mange talenter, og forhåbentlig resulterer det i, at der så sker en kobling og styrkelse af deres musikalske karrierer, så de bliver i Nordjylland. Det er vi overbeviste om, at projektet kan være med til støtte, siger Nicolaj Holm, adm. direktør i AKKC.

 

Byrådets ambition med puljen var i høj grad at være med til at understøtte, at der stadig sker udvikling i kulturlivet, selvom situationen er meget vanskelig for de fleste kulturaktører.

 

– Aalborg har over årene udviklet sig til en fantastisk kulturby til glæde for os alle. Og vi skal nu passe på, at det vi har bygget op over generationer ikke bare forsvinder i løbet af få måneder. Jeg er glad for de mange ansøgninger fra kulturinstitutionerne og den store variation i dem. Det fortæller mig tydeligt om både behovet, men også om kampgejsten og energien til at kæmpe sig op af hullet igen. Det er jeg glad for at vi politisk og økonomisk kan bakke op om – for kulturlivet er vitalt for Aalborgs fortsatte udvikling, siger Mads Duedahl

 

De 23 projekter:

 

Nordjyllands Historiske Museum, Nyt billetsystem. 750.000 kroner

 

Musikkens Hus, Koncerter og arrangementer. 2.300.000 kroner

 

Aalborg Garden, skolesamarbejde, marchture og “kom og leg med os”-projekt.

35.000 kroner.

 

Center for dansk jazzhistorie, Koncertrække. 30.000 kroner

 

Nibe Festival, 5-7 koncerter/shows samt 2 – 3 arrangementer der kan styrke frivilligheden. 160.000 kroner

 

Det Hem´lige Teater, udvikling af danseteater.  400.000 kroner

 

Huset i Hasserisgade, Udvikling af udstillingsplatform + diverse investeringer. 400.000 kroner

 

Nordkraft Big Band, 3 skolekoncerter, 3 big band classic koncerter, 2 kunstneriske koncerter samt et juleshow. 434.000 kroner

 

Utzon Center, Frivillighedsprogram. 400.000 kroner

 

Lille Vildmose centret, Udvikling af 10 – 15 filmfortællinger. 200.000 kroner

 

Morskabsteatret, Dækning af underskud og støtte til forestillinger i 5 år. 97.000 kroner

 

Skråen, Udvikling og afprøvning af nye koncertformater. 2.200.000 kroner

 

Aalborg Kultur og Kongrescenter, Mobilscene, loungeområde, belysning og arbejde med vækstlags kunstnere. 1.000.000 kroner

 

Halkær Kro, Halkær Festival, Singer-Songwriter camp, Kommunikation og Masterclasses. 395.850 kroner

 

Biffen i Nordkraft, 12 Særlige og Smukke Søndage (fokus på smalle film) og idéudvikling af dansefilmfestival. 200.000 kroner

 

Teater Nordkraft, Forskellige udviklingsinitiativer. 350.000

 

Aktører i Nordkraft, Aktiviteter i Kedelhallen. 284.000 kroner

 

Kunsten, “Spørg-mig-guider”, formidlingsprojekter og kunstprojekt for børn. 200.000 kroner

 

1000fryd, Kultur i brolandingerne 200.000 kroner

 

Studenterhuset, Styrket fokus på det Tyske marked for Aalborggensiske kunstnere. 200.000 kroner

 

Kulturskolen, Animation og digital tegning på Huset. 92.000 kroner

 

LOA og Springeren, To arrangementer om søfart, for “sårbare” børn, unge og deres familier. 100.000 kroner

 

Opera Festivalen, Syng Højt! Opera-festivalens jubilæum i 2021. 100.000 kroner.

 

Kilde: Aalborg Kommune

DN Isolering
Kai-Berntsen
Vivabolig
Bilhuset Biersted A/S