Bæredygtigt byggeri i børnehaven
Aalborg Kommune har fået 200.000 kr. i støtte fra Realdania til at afprøve den frivillige bæredygtighedsklasse. Det får den nye daginstitution i Vodskov glæde af.
Målet med den frivillige bæredygtighedsklasse, som administreres af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, er at fremme bæredygtigt byggeri i Danmark. Indtil ordningen træder endeligt i kraft, vil der over de kommende to år være en afprøvningsperiode, som hele branchen kan lære af.
Aalborg Kommune har søgt om at være med til at afprøve den nye bæredygtighedsklasse, og har netop fået den gode nyhed om at være en af de udvalgte byggeprojekter.
“Vi har i forvejen et højt ambitionsniveau indenfor bæredygtigt byggeri, og derfor vil vi gerne være med til at teste og udvikle fremtidens lovkrav. Den nye bæredygtighedsklasse skal være med til at give hele værdikæden i et byggeri en forståelse for bæredygtighed, lige fra leverandører, producenter, håndværkere og brugerne af bygningen”, forklarer Peter Munk, der er bygningschef i Aalborg Kommune.
Han ser frem til at få endnu flere erfaringer, og forventer, at læringen fra byggeriet af daginstitutionen i Vodskov, også kan bruges i kommunens egen bæredygtighedsstrategi og i opførelsen af de andre nye daginstitutioner, der er på vej.
Børn lærer om bæredygtighed
Børnene og medarbejderne i Vodskov kan se frem til at blive brugere i en bygning, hvor bæredygtighed bliver en del af hverdagen:
“I Aalborg Kommune er vi meget optagede af, at børn lærer om bæredygtighed og miljø. Det er vigtigt, at de ser, at alt har betydning. Det er lige fra daginstitutionens bygninger, at vi affaldssorterer i institutionen og til den mad, som de spiser,” siger Mai-Britt Iversen, der er rådmand i Familie og Beskæftigelsesforvaltningen.
Det bæredygtige byggeri i Vodskov vil både give en lavere CO2 udledning og få et godt indeklima og arbejdsmiljø. Den integrerede daginstitution får plads til 20 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn, der kan flytte ind primo 2023.
Erfaringer kan omsættes til arbejdspladser
Erfaringerne fra den frivillige bæredygtighedsklasse skal være med til at give bedre byggerier i det offentlige. Derudover kan en sidegevinst være nye jobs til Nordjylland.
“I Nordjylland har vi med Green Hub Denmark allerede vist, at vi er i en klimaliga for sig. Derfor er jeg stolt over, at vi er blevet valgt til at teste og evaluere fremtidens bæredygtige byggeri. Jeg tror på, at de kompetencer, vi opnår, kan omsættes til arbejdspladser, der kan komme hele Nordjylland til gode, og det er naturligt, at vi går foran i udviklingen, så vi er rustet til fremtiden”, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.
Fakta:
Puljen til afprøvning af den frivillige bæredygtighedsklasse er en del af Realdanias samlede COVID-19-indsats på i alt 175 mio. kroner. De 115 mio. kroner er målrettet en bæredygtig udvikling i byggeriet i kølvandet på coronakrisen – herunder afprøvning af den frivillige bæredygtighedsklasse.
Målet er, at den frivillige bæredygtighedsklasse bliver obligatorisk i Bygningsreglementet i 2023.
Kilde: Aalborg Kommune