Springeren
Staudemarken
Vejgaard sten og krystaller

Har du astma, eller er du pårørende, og er bange for at blive ramt af COVID-19? Nu kan du få talt om dine bekymringer ved at ringe til Astma-Allergi Danmarks Rådgivning, der har fået nye redskaber fra en psykolog til at kunne hjælpe akut i en tid med pandemi. Det er muliggjort takket være en donation fra TrygFonden.

I løbet af corona-pandemien har Astma-Allergi Danmarks Rådgivning på daglig basis fået mange henvendelser fra især bekymrede astmatikere. De er bange for, om de hører til dem der har øget risiko for at få et alvorligt forløb, hvis de smittes med coronavirus. Mange er derfor også bange for at bevæge sig ud i et genåbnet samfund.De føler sig efterladt med deres utryghed og har behov for at få hjælp til deres bekymringer.

Bekymringerne kan også mærkes hos forældre til børn med astma, der føler sig efterladt med usikkerhed og utryghed – især nu, hvor børnene er kommet tilbage i institution og skole.

Mange borgere er utrygge

Et tilbagevendende spørgsmål til Rådgivningen i forbindelse med COVID-19 er, om de har grund til at være bekymrede, og hvordan de lægger bekymringen fra sig. For at kunne hjælpe akut har Astma-Allergi Danmark nu udvidet deres Rådgivningstjeneste med ansættelse af en psykolog, der kan tilbyde enkelte rådgivningssamtaler til borgere og derudover skal undervise rådgiverne i at hjælpe borgere med angst og utryghed. Det er muliggjort takket være en donation fra TrygFonden.

“Corona-pandemien har været en øjenåbner for mange astmatikere, der pludselig og uventet har befundet sig i en risikogruppe, samtidig med at de har manglet information. Det skaber naturligvis utryghed og angst. Vi er derfor meget taknemmelige for, at vi nu får de nødvendige redskaber til at hjælpe borgere akut i kriseperioden – men også fremover ved tilbagevendende virusepidemier, fx influenza eller corona, i en akut fase, hvor der er brug for at handle hurtigt. Hjælpen vil skabe tryghed for en stor gruppe af mennesker,” siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

Rådgivningen er åben for alle

Astma-Allergi Danmarks Rådgivning er åben for alle. Foreningen stiller ikke diagnoser og lægger ikke behandlingsplaner, men rådgiverne er sundhedsfagligt uddannede og kan rådgive og støtte generelt samt bidrage med oplysninger om forhold, der gør sig gældende ved astma.

Med ansættelsen af en psykolog bliver rådgiverne endnu bedre rustet til at håndtere samtaler med borgere, der føler angst og utryghed på grund af den nuværende corona-pandemi.

Astma-Allergi Danmarks Rådgivning kan kontaktes på 4343 4299. Rådgivningen har åbent mandag til fredag fra kl. 9-14 samt onsdag fra kl. 16-18. Rådgiverne sidder klar til at hjælpe alle borgere og visiterer til samtale med psykologen efter behov.

Fakta:
Astma er en kronisk lungesygdom, som i Danmark rammer ca. 300.000 voksne og ca. 50.000 børn. Astma er den hyppigste kroniske sygdom blandt danske børn. I forbindelse med sygdom, fx forkølelse og virusinfektioner, herunder corona/ COVID 19, oplever mange akut forværring i deres sygdom. For nogle kræver det kontakt med læge for justering af medicin eller ændring af behandlingsplan.

Kilde: Astma-Allergi Danmark – VIA ritzau

Bilhuset Biersted A/S