Hotel Phønix
JobConnection
Faarup skovhus
Nordjysk Motor Co.

Blokhus Fly-in 2021 

Blokhus Fly-In er tilbage på vingerne 

Søndag 22. august er der højtflyvende oplevelser over stranden i Blokhus, hvor himlen  indtages af veteranfly, propelfly og gyrokoptere. 

Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer til en opløftende oplevelse, når Blokhus  Fly-In atter er på vingerne søndag den 22. august, hvor 20 forskellige fly vil flyve yderst tæt  på vandkanten og lande på den hvide Blokhus Strand.  

Kom helt tæt på 

Efter sidste års Fly-by hvor flyene kun fløj forbi i lav højde, kan publikum nu igen se frem til  at se de spektakulære fly lande direkte på Blokhus Strand og derefter inspicere dem helt  tæt på. Lars Bech vil hele dagen speake og underholde med spændende flyanadoter og  information om de forskellige flytyper. 

Når alle 20 fly er landet på stranden, er der åbningstale ved oberst Lars Christian Hedemark,  som er chef for Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg. 

Herefter kan flyene blive studeret indgående, når der er det meget populære Meet & Greet  på stranden. 

Her står piloterne står klar til at fortælle om deres fly og ikke mindst om oplevelser og  erfaringer i luften. 

– Vi har i år valgt ikke at starte med faldskærmsudspring. I stedet fokuserer vi 100 procent  på de 20 specielle fly, som er særligt udvalgt til at deltage. Det giver bedre tid til Meet and  Greet, fortæller eventansvarlig Jannie Ratke på vegne af arbejdsgruppen. Desuden er der en konkurrence for publikum, som skal stemme på deres favoritfly, og  vinderen får mulighed for at se Nordjylland fra oven på en gratis flyvetur over det  nordjyske. 

Hele dagen er der på Blokhus Strand udstilling indenfor flysporten. Her kan man blandt  andet vinde en tur i en Herkules og se et svævefly helt tæt på. 

Landinger i junglen 

Der er stor interesse for at få lov til at være med i Blokhus Fly-in 2021, oplyser Jannie Ratke. En af de heldige deltagere er 68-årige Michael Thurland, der begyndte at flyve i 1984. Han  har blandt andet fløjet, mens han var udstationeret i Mellemamerika samt i mange lande i  Afrika, Sydøstasien og Amerika. 

Michael Thurland har fløjet mange forskellige typer fly, som aerobatics, søfly og veteranfly  og har derfor mere end 1.800 flytimer bag sig. 

Hans længste flyvning er fra USA til Nicaragua, og de vildeste oplevelser er junglelandinger i både Costa Rica og Nicaragua. 

Han kommer til Blokhus i flytypen KZ VII fra 1948. 

Blokhus Fly-in 2021 

Program for søndag 22. august: 

12.00 – 17.00: Udstilling på stranden. 

12.30: Fly lander på stranden. 

13.30: Velkomsttale ved oberst Lars Christian Hedemark, chef for Air Transport Wing.

14.00: Meet & Greet – se flyene tæt på og tal med piloterne. 

16.15: Publikum forlader landingsområdet. 

16.30: Takeoff. 

17.00: Tak for i år – vi ses til Blokhus Fly-In 2022. 

Praktisk information 

Blokhus Fly-In 2021 er et lukket arrangement, hvilket betyder, at det ikke er muligt at  deltage som pilot, medmindre det er aftalt med arrangørerne. 

Blokhus Fly-In 2021 forventes at blive et tilløbsstykke uden lige med mange mennesker i byen og dermed også mange biler. 

Bilister har mulighed for at benytte sig af nedkørslen ved Saltum for at lette trafikken, mens nedkørslen ved Rødhus Strand er spærret af for al gennemkørsel i perioder.  Arrangørerne håber på godt flyvejr, men er nødt til at tage forbehold for vindforholdene. Sikkerheden kommer før alt, så hvis vejret ikke arter sig, kan aktiviteter aflyses. Følg derfor  med på Blokhus.dks facebookside og se status på hele eventen.  

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren