Hotel Phønix
Jutlander Bank
AKKC
Bøgsted A/S

AaB var bedst i første halvleg, men første afslutning inden for rammen stod gæsterne for efter et kvarter, da Andreas Hansen måtte finde sin første af mange redninger frem. Med bolden i hænderne sparkede AaB-målmanden perfekt bolden over gæsternes bagkæde og frem til en fri Frederik Børsting, der alene med målmand Adrian Kappenberger sikkert scorede til 1-0.

Frederik Børsting fik 12 minutters tid senere en ny mulighed på et indlæg, men denne gang medførte forsøget ikke en scoring.

Det gjorde Hobro I.K.’s næste forsøg efter 32 minutter heller ikke, da Andreas Hansen igen var i vejen.

AaB skiftede stort ud i pausen, og starten af anden halvleg bød på store muligheder i begge ender. AaB’s Aramis Kouzine fik blandt andet en stor mulighed, hvor han uselvisk forsøgte at spille bolden på tværs til Søren Tengstedt, men afleveringen var uden fornøden præcision.

Derudover havde Anders Bærtelsen et hovedstød, der gik lige over mål efter et hjørnespark, og Søren Tengstedt fik testet Hobro I.K.’s målmand efter en smart dribling.

Efter 60 minutter lod Anders Bærtelsen sig planmæssigt udgå for ikke at lide overbelastning efter en halvlegs 3F Superligafodbold søndag, men da AaB ikke havde andre end Nicolai Christensen tilbage på bænken, spillede hjemmeholdet med ti mand resten af kampen.

Det kunne ses på spillet, hvor Hobro I.K. kom frem til flere og flere chancer, men gang på gang var Andreas Hansen i vejen.

Ikke mindst med en stor redning på et hovedstød ved nærmeste stolpe midt i anden halvleg, og i sidste minut da han fangede et forsøg mod stolperoden af fjerneste stang og sikrede AaB en sejr på 1-0. Dermed har AaB tre point efter to kampe i Reserveligaen.

– Vi er altid glade for at vinde. Disse reserveholdskampe skal bruges på at give spillere nogle vigtige kampminutter i benene samt sende nogle unge spillere i aktion. Begge dele fik vi gjort i dag, så det var godt, siger assistenttræner Allan K. Jepsen.

– De unge gjorde det godt og arbejdede hårdt. Især i den sidste halve time, hvor vi var en spiller i undertal. Der må vi også give Andreas Hansen en stor del af æren for, at Hobro I.K. ikke kom på tavlen, for han stod en fremragende kamp, siger Allan K. Jepsen, der sammen med assistenttrænerkollega Lasse Stensgaard havde valgt følgende startopstilling:

Andreas Hansen
Daniel Mortensen (U/19 Liga), Kasper Pedersen, Anders Bærtelsen, Lukas Klitten
Robert Kakeeto, Magnus Christensen, Jeppe Pedersen
Søren Tengstedt, Aramis Kouzine, Frederik Børsting

I pausen blev Frederik Børsting, Kasper Pedersen, Magnus Christensen, Jeppe Pedersen og Lukas Klitten udskiftet med Oliver Overgaard, Thomas Albert Christiansen, Zifarlino Nsoni, Gabriel Adriano Alves Christensen og Christoffer Ravn fra AaB Talent.

AaB’s næste reserveholdskamp spilles på mandag 16. marts kl. 13.00, når AGF gæster AaB’s anlæg på Hornevej. 

Folmer Olsen
Tommy Telt
Vivabolig
Tømrermester Thomas Aaby