Borgerservice opfordrer folk, der har fået tilbud om at få ombyttet deres pas til at booke tid snarest muligt
208.000 pas i Danmark har på grund af IT-fejl fået ombyttet fingeraftryk i perioden 2014-2017. Aalborg Kommune er nu i fuld gang med at sende borgerne besked om at få ombyttet deres pas. Aalborg Kommune har udstedt ca. 52.000 af passene. De berørte borgere får direkte besked via E-boks eller brev, og ombytningen er gratis. Der er lige nu mange ledige tider i Borgerservice, og Aalborg Kommune opfordrer de berørte borgere til at få booket tid snarest muligt.
“Vi har fortsat mange ledige tider til pasombytning i Borgerservice, så jeg vil opfordre folk, der har fået besked om at få booket tid snarest muligt, da vi ikke kan nå at ekspedere alle op til sommerferien, eller når grænserne åbnes igen. Vi skal helst have borgerne til at booke tider, når de modtager brevet fra os. De skal helst komme i en jævn strøm,” lyder det fra kontorchef i Borgerservice, Dorthe Jespersgaard.
Hun forklarer, at der medsendes et link til tidsbestilling i brevet, som de berørte borgere modtager.
“Vi har ekstra åbent alle lørdage og udvidet åbningstiden mandag, tirsdag og onsdag til kl. 17.00. De udvidede åbningstider gælder til og med juni 2021, men vi står klar nu med ekstra mandskab og håber folk vil komme afsted og få lavet ombytningen, hvis de har fået besked. Det vil være en stor hjælp for alle parter.”
Aalborg Kommunes beregninger viser, at der skal ombyttes ca. 2.000 pas i gennemsnit om ugen frem mod sommerferien. Når borgerne har bestilt tid kan de trygt møde frem med deres nuværende pas. Udsendelsen af breve og tidsbestillingen er organiseret således, at det er muligt at overholde restriktioner og anbefalinger relateret til COVID-19.