Borgmester Thomas Kastrup-Larsen flytter Borgmesterkontoret til Nørresundby 5. – 7. februar. Her skal han sammen med sin nærmeste stab tale med borgere og besøge forskellige institutioner og virksomheder.
Borgmesterkontoret rykker ud af de sædvanlige gemakker på Boulevarden 13 og tager turen over Limfjorden. Basen bliver Gl. Lindholm Skole i Nørresundby.
Dagene skal blandt andet bruges til at besøge lokale institutioner og virksomheder og give områdets borgere mulighed for at hilse på Thomas Kastrup-Larsen og kollegaerne fra Borgmesterkontoret.
– Jeg glæder mig til at komme til Nørresundby. Det er en bydel, hvor der sker rigtig meget, og hvor der kommer til at ske endnu mere de kommende mange år, lyder det fra borgmesteren, der fortsætter,
– Stigsborg-projektet er selvfølgelig det mest markante. Men der er også andre som Løvvangen og det store område ved Thistedvej. Derudover er vi jo i gang med at undersøge, hvordan vi kan få skabt en større sammenhængskraft i Nørresundby – både bymæssigt og trafikalt.
Gå-hjem-møde
I forbindelse med at Borgmesterkontoret flytter ud, holdes der torsdag 7. februar et gå-hjem-møde i By-og Landskabsforvaltningen, hvor der gives en status på udviklingen i Nørresundby.
Ser frem til at tale med sundbynitterne
Det er 6. gang, Thomas Kastrup-Larsen flytter sit Borgmesterkontor ud. Og som det har været tilfældet de andre gange, glæder han sig,
– Jeg ser frem til at komme til Nørresundby og tale med sundbynitterne. Jeg er sikker på, at besøget vil give mig masser af ny viden om livet på solsiden og de meget lokale sager, der optager borgerne her.
En travl uge
Borgmesteren har et par travle dage foran sig. Han skal blandt andet undervise i samfundsfag på Gl. Lindholm Skole og besøge virksomhederne Aviatec, Coolshop og Byens Bilpleje Aalborg. Derudover har han takket ja til at løbe med foreningen Life of Sport og lægge vejen forbi forskellige institutioner.
Åbent Borgmesterkontor
Der bliver rig mulighed for at komme og tale med borgmesteren – enten, når der hver dag er Åbent Borgmesterkontor, eller når Thomas Kastrup-Larsen inviterer til borgermøde.
Borgerne bestemmer
Som noget nyt har sundbynitterne fået mulighed for at være med til at bestemme, hvilke virksomheder, institutioner, foreninger mv. borgmesteren og hans medarbejdere skal besøge. Borgerne har således haft mulighed for at komme med indspark via Aalborg Kommunes Facebook-side.
Kom til Åbent Borgmesterkontor på Gl. Lindholm Skole:
Tirsdag 5. februar kl. 15.00 – 16.00
Onsdag 6. februar kl. 13.30 – 14.30
Torsdag 7. februar kl. 15.30 – 16.15
Gå-hjem-møde på Gl. Lindholm Skole, hvor der gives en status på den aktuelle udviklingsproces for Nørresundby:
Torsdag 7. februar kl. 17.00 – 18.30.
Se hele programmet for Borgmesterkontorets uge.
Kilde: Aalborg.dk |