Hotel Phønix
Jutlander Bank
Faarup skovhus
Garant Brønderslev

Venstre vil styrke madturisme i Aalborg Kommune

Af Daniel Borup – Byrådsmedlem (V), Aalborg Kommune, næstformand for Beskæftigelsesudvalget og medlem af Miljø- og Energiudvalget

 

Madturismen i Aalborg Kommune skal styrkes. Sådan lyder det fra Venstre i Aalborg Kommune.

 

Målet er at få flere madglade turister fra både Danmark og udlandet til at tage turen til Aalborg og Nordjylland for at smage på den lokale madkunst.

 

– Vi skal fremme Aalborgs og Nordjyllands position på det gastronomiske landkort, og det ønsker vi at gøre ved at sikre midler til at fortælle den gode historie om vores fødevarer og vores restauranter, siger Daniel Borup, byrådsmedlem for Venstre i Aalborg Kommune.

 

Venstre ønsker at afsætte 400.000 kroner om året til organisationen Nordjysk Mad & Turisme, der skal få bevillingen til at spire. Nordjysk Mad & Turisme er en forening bestående af restauranter, fødevareproducenter, hoteller, uddannelsesinstitutioner og lignende, der alle arbejder for at udvikle og fremme erhvervet.

 

Pengene skal blandt andet anvendes på at styrke Nordjysk Madfestival, der hvert år finder sted i Aalborg. Her sættes der fokus på madoplevelser omkring nordjyske råvarer.

 

– Der er tale om en erhvervsfremmeindsats, der har til formål at skabe vækst og arbejdspladser inden for fødevarer og turisme.

 

Ønsket om at afsætte penge til at fremme madturisme er ikke blevet til som følge af den situation, som branchen er blevet sat i på grund af COVID-19. Men den nuværende situationer gør behovet endnu større, mener Daniel Borup.

 

– Branchen er kommet under et enormt pres, hvilket gør tiltaget endnu mere relevant. Men vi ønsker fortsat at fremme madturismen, når situationen har normaliseret sig, fortæller han.

 

DN Isolering
Kai-Berntsen
Det Hemmelige Teater
Bilhuset Biersted A/S