Planerne for Danmarks første BRT sendes i dag i offentlig høring frem til den 31. august. Det betyder, at borgerne i Aalborg Kommune kan komme med inputs til de ændringer, der kommer i byrummet og vejnettet langs den 12 km lange strækning fra Vestre Fjordpark over midtbyen til Nyt Aalborg Universitetshospital.  

Aalborg Kommune afholder hen over sommeren borgermøder og gåture langs dele af strækningen i forbindelse med høringsperioden, der begynder i dag.

BRT (Bus Rapid Transit), som er en højklasset busforbindelse, er ifølge borgmester Thomas Kastrup-Larsen et vigtigt led i Aalborgs fremtidige vækst:

“Vi har behov for at styrke den kollektive trafik, så det bliver nemt at komme til arbejde, til indkøb, til fritidsaktiviteter og forskellige oplevelser rundt om i byen. Et højklasset BRT-system vil løfte byens mobilitet og give Aalborg en trafikal rygrad tværs igennem de største vækstområder,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

I høringsperioden vil der være rig mulighed for at høre mere om den fremtidige BRT og byudviklingen langs strækningen:

  • 26/6: Borgermøde for Universitetsområdet i Gigantium kl. 19-21
  • 27/6: Borgermøde for Vestbyen i Haraldslund Vand og Kulturhus kl. 19-21
  • 2/7: Guidet gåtur langs BRT-strækningen i Universitetsområdet kl. 19-20
  • 5/7: Guidet gåtur langs BRT-strækningen i Vestbyen kl. 19-20
  • 15/8: Guidet gåtur langs BRT-strækningen i Østbyen kl. 19-20
  • 16/8: Guidet gåtur langs BRT-strækningen i Midtbyen kl. 19-20
  • 20/8: Borgermøde for Østbyen på Aalborghus Gymnasium kl. 19-21
  • 21/8: Borgermøde for Midtbyen på Studenterhuset kl. 19-21

Borgere kan tilmelde sig en eller flere af de guidede ture langs BRT-strækningen via www.aalborg.dk/brt
Input til lokalplanforslaget og kommuneplantillægget for BRT-strækningen kan indsendes via Aalborg Kommunes lokalplansite

Fakta om Aalborgs kommende BRT:

  • BRT får op til 23 stationer fra Væddeløbsbanen i vest til Nyt Aalborg Universitetshospital i øst.
  • BRT har sin egen kørebane og har altid prioritet i vejkryds, så hele ruten tager kun ca. 32 minutter at køre.
  • BRT-køretøjet har plads til 150-200 personer.
  • Der er ca. 7,5 minutter mellem busserne.
  • BRT-køretøjet er op til 25 meter lang.
  • Du kan medbringe både cykler og barnevogne.
  • BRT-køretøjet er en miljøvenlig transportform.
  • Forbindelsen forventes klar i forbindelse med åbningen af Nyt Aalborg Universitetshospital

Kilde: Aalborg.dk

Tryksager