Springeren
Staudemarken

Snart bliver det igen alvor, når anden halvdel af sæsonen skydes i gang mod SønderjyskE søndag 2. februar hjemme i Jutlander Bank Arena. Forberedelserne er derfor i fuld sving, og cheftræner Stefan Madsen glæder sig uhyre meget til de spændende udfordringer forude.

For to uger siden vendte spillerne retur fra juleferie, og tiden er blevet brugt med et noget anderledes fokusområde end normalt.

– Opstarten har været rigtig fin indtil nu. Vores fokus har været rettet meget mod tung styrketræning, som der ikke var så meget plads til i efteråret med de mange kampe. Det virker dog til, at drengene har holdt niveauet, og vi har nu fået lagt endnu et lag på frem mod anden halvdel af sæsonen, siger Stefan Madsen.

I opstarten har vi været ramt af flere skader, og det har givet muligheden til flere af vores ungdomsspilere for at vise sig frem.

– Vi har haft nogle spillere ude, som vi havde håbet på at have i gang igen. Det har til gengæld betydet masser af træningsminutter til flere af vores unge kræfter, som også har haft chancen for at vise sig frem i kampsituationer. De har alle gjort en god figur, og det er vigtigt for vores fremtidige fokus, uddyber Stefan Madsen.

Mandag kl. 15.30 spiller vi sidste forberedelseskamp, inden det bliver alvor, når vi gæster Skive. Stefan ser frem til at finpudse tingene i dette opgør og frem mod ligakampen næste weekend.

– Tingene begynder at spidse til, og vi glæder os til at finjustere de sidste ting inden SønderjyskE-kampen. Den næste uges tid retter vi fokus mod det mere håndboldmæssige – vi skal have mere speed i fødderne, have højere effektivitet, bedre timing og så skal vi ramme nogle højintense perioder til træning, så vi kan forberede os bedst muligt på kampsituationerne.

Opstartsfasen er altså på vej ind i sin absolut sidste periode, og forude venter en uhyre interessant halvsæson med masser af spændende opgaver på programmet – og dét er noget, som cheftræneren virkelig ser frem til.

– Det bliver SÅ fedt. Der venter os mange spændende opgaver både internationalt såvel som nationalt, og jeg glæder mig helt vildt til at tage hul på disse. Vi vil fortsætte med at arbejde benhårdt, så vi forhåbentlig kan være med, når tingene skal afgøres, slutter Stefan Madsen.

Vil DU også være med, når det hele skal afgøres? Så husk at det fortsat er muligt at købe et halvårssæsonkort. Med et halvårssæsonkort får du din egen plads til samtlige af vores hjemmekampe den resterende del af sæsonen, mens der samtidigt også følger flere andre fordele.

Læs mere og køb dit halvårssæsonkort på vores billetshop.

Her har du også mulighed for at købe billetter til vores resterende grundspilshjemmekampe i Primo Tours Ligaen samt vores to sidste gruppespils-hjemmekampe i VELUX EHF Champions League.

kilde: Aalborghaandbold.dk

Bilhuset Biersted A/S