Hotel Phønix
Jutlander Bank
AKKC
Bøgsted A/S

Markant stigning i salget af økologiske fødevarer under coronakrisen

Danskerne har købt langt flere økologiske fødevarer under coronakrisen end ellers. Salget af økologi er steget op mod 20 pct. under corona, og udviklingen ses både i de fysiske og de digitale dagligvarebutikker. I den netop offentliggjorte Økologisk markedsrapport 2020, som udgives af Økologisk Landsforening, melder en bred vifte af dagligvarebutikker om økologisk vækst.

Verdensmesterskabet i økologi har altid været danskernes, og under corona-krisen er det mesterskab blevet styrket markant med op mod 20 pct. stigning i salget af økologiske fødevarer. En lang række dagligvarebutikker – både fysiske og digitale – melder om en økologisk vækst, der er langt over den normale og som skaber helt nye scenarier på hylderne.

”I nogle varegrupper krydser vi fingre for, at der ikke opståren mangelsituation på fx økologiske kornprodukter, fordi der under coronakrisen er sket op mod en 25 pct. stigning i salget,” siger Thomas Roland, CSR-chef i Coop til Økologisk markedsrapport 2020, som udgives af Økologisk Landsforening.

Også online-dagligvarebutikkerne, hvis kundekartotek er blevet væsentligt udvidet under corona, oplever en større interesse for økologiske fødevarer end tidligere.

”Kunderne køber flere økologiske måltidskasser, samt økologisk konfekture, fersk kød, øl og vin, og vi tror på, at vores kunder vil have endnu mere fokus på sundhed og miljø efter Covid-19, og det forventer vi vil påvirke salget af økologi positivt,” siger Jack Enevoldsen, som er kategoridirektør i Nemlig.com til markedsrapporten.

Baggrunden for stigningen består af flere faktorer. Dels søger forbrugerne tryghed i at lave mad fra bunden af rene råvarer, og dels er der et ønske om mere forkælelse og mere sundhed, når en krise huserer. Derudover skyldes stigningen også, at danskerne under corona ikke har spist frokost på jobbet eller været på restaurant. De fleste måltider er foregået derhjemme.

”Salget af økologiske fødevarer stiger solidt hvert år. Også i krisetider vækster økologien, modsat hvad man ellers skulle tro. Det skete også under finanskrisen i nullerne. Når vi bliver nødt til at skrue ned for det udadvendte liv, tager vi adfærden med hjem i stedet. Der skal jo stadig være mulighed for at leve sundt og forkæle sig selv med kvalitet og friske, lokale råvarer,” siger Michael Langberg, markedschef i Økologisk Landsforening.

Globalt sælger økologiske fødevarer også mere under krisen. En analyse fra det britiske analysebureau Ecovia Intelligence, samt salgstal fra USA viser fremgang i salget på helt op til 40 pct.

I Økologisk markedsrapport kan du læse mere om de danske detailkæder og online dagligvarebutikkers økologiske salg. Ligesom du får et totalt og aktuelt overblik over økologien i Danmark. Læs rapporten her: https://okologi.dk/virksomhed/markedsinformation

Kilde: Økologisk Landsforening – /VIA ritzau/

DN Isolering
WashnGo
Vivabolig
Tømrermester Thomas Aaby