Kaffebaren
JobConnection
Faarup skovhus
Suvo

Den aalborgensiske satellitoperatør Sternula underskrev tidligere på sommeren en aftale om et unikt samarbejdsprojekt med de maritime myndigheder i Ghana. Nu er samarbejdet, der efter planen skal styrke den maritime sektor i hele Vestafrika, officielt skudt i gang. Ambitionen er, at projektet bliver katalysator for lignende tiltag, der skal udbrede fremtidens AIS-teknologi til resten af kloden.

I juni gav Danmarks første kommercielle satellitoperatør Sternula og de maritime myndigheder i Ghana virtuelt håndslag på et samarbejde, der skal forbedre maritim navigation og sikkerhed i Guineabugten ved Afrikas vestkyst – og nu har projektets aktører så for første gang været samlet fysisk i Ghana for at kickstarte samarbejdet.

I centrum af projektet er Sternula, der skal levere næste generations ’Automatic Identification System’ (AIS 2.0), der også kendes som ’VHF Data Exchange System’ (VDES). Denne nye teknologi gør det enklere at kommunikere mellem skibe og land. Ambitionen er, at projektet skal være med til at styrke den maritime sektor i regionen, men også bruges som skabelon til implementering af satellitbaseret AIS 2.0 i andre områder:

– Vi er enormt glade for endelig at sætte skub i samarbejdet. Dels fordi den maritime industri i Vestafrika, qua den enorme andel af handel der håndteres til søs, besidder et kæmpe potentiale for udnyttelsen af satellitbaseret e-Navigation-teknologi. Og dels fordi vi med dette projekt går forrest i udviklingen af tjenester baseret på AIS 2.0, som potentielt kommer til at spille en markant rolle for maritim digitalisering på verdensplan, fortæller CEO i Sternula, Lars Moltsen.

Pionerprojekt skal kopieres hos andre søfartsnationer
På det netop overståede tre-dages besøg i Ghana blev der tid til både tekniske møder med de Ghanesiske søfartsmyndigheder og en åben workshop, hvor også repræsentanter fra blandt andet Sydkorea, Marokko og øgruppen Seychellerne deltog online. AIS 2.0-løsningen er nemlig ikke kun interessant i Vestafrika – men kan også blive værdiskabende for mange andre søfartsnationer.

Den danske ambassade i Accra, der i forvejen faciliterer et ambitiøst samarbejde imellem den danske Søfartstyrelse og den tilsvarende myndighed i Ghana, var vært for det åbne arrangement, hvor ambassadøren indledte med at udtrykke begejstring over muligheden for at styrke relationerne mellem Danmark og Ghana yderligere på det maritime område.

Derfor vækker det også glæde hos Sternula, at der på bagkant af besøget i Ghana er blevet givet tilsagn om nye samarbejdsprojekter:

– Selvom det naturligvis er centralt, at vi skaber værdi for de Ghanesiske myndigheder, så har vi også en ambition om, at projektet skal være katalysator for lignende samarbejdsprojekter. Derfor var det naturligvis glædeligt, at besøget har resulteret i nye aftaler mellem aktører, der var inviteret med til den åbne workshop. Blandt andet mødte vi stor interesse fra Sydkorea for et samarbejde med danske virksomheder og myndigheder, lyder det fra Lars Moltsen.

Maritimt samarbejde mellem Ghana og Danmark afføder ny eksport
Det nye samarbejde aftale imellem Sternula og myndigheden i Ghana er et resultat af mange års samarbejde mellem danske og ghanesiske maritime myndigheder. Det igangværende strategiske samarbejdsprojekt startede i 2015 og har til formål at styrke Ghanas maritime sektor gennem udviklingen af blandt andet nye teknologier – og her spiller AIS 2.0 en afgørende rolle:

– AIS 2.0 er, som navnet antyder, en opgradering af den hidtidige AIS-infrastruktur, der bruges af mere end 200.000 skibe til positionsbestemmelse. Med vores satellitnetværk, der kommunikerer med skibet via en almindelig VHF-antenne, opnås en global kommunikationsløsning, som alle har råd til. Selv mindre ghanesiske fiskerbåde, der befinder sig langt fra land, vil være synlige og kan komme i kontakt med myndigheden. Og for myndigheden vil der være mulighed for at spare på opstilling og drift af dyre kystradionetværk, der alligevel ikke rækker i hele landets territorialfarvand, forklarer Lars Moltsen slutteligt.

Sternula lover, at deres satellitbaserede AIS 2.0-infrastruktur bliver globalt tilgængelig fra 2023. Det sker, når den første af i alt 60 satellitter sendes i kredsløb i slutningen af næste år. Udviklingen af Sternulas første satellit blev i 2020 støttet med 20 mio. kr. fra Innovationsfonden, mens virksomheden siden har fået tilført mere end 7 mio. kr. fra private investorer

Om Sternula
Sternula er Danmarks første kommercielle satellitoperatør. Hos Sternula tilbyder vi global VDE-SAT-dækning til maritime myndigheder og tjenesteudbydere ved hjælp af vores egne avancerede mikrosatellitter, der vil være i kredsløb fra 2022. Sternula bidrager til at øge den maritime sikkerhed og hjælpe virksomheder med at reducere omkostninger og klimaaftryk ved at tage en aktiv rolle i udviklingen af standarder for VDES under IALA, IMO og ITU.

Kilde: Sternula

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren