Under coronakrisen arbejder mange danskere hjemmefra. Det er derfor vigtigt i denne tid at have fokus på radonstråling i hjemmet, da radon kan give langvarige skader og forårsage lungekræft. Men ifølge Dansk Radonforening er antallet af radonmålinger styrtdykket det seneste år, og det kan få alvorlige konsekvenser for folkesundheden på sigt.
Den næststørste årsag til lungekræft er den usynlige, lugtfrie og naturlig gas radon. Det tager typisk mange års påvirkning at udvikle lungekræft, men eftersom radon ikke kan ses, lugtes eller smages, kan påvirkningen foregå i lang tid, uden at man aner det. Derfor bør man få foretaget en radonmåling, så man kan få afklaret, om man har et problem i sit hjem – særligt under coronakrisen, hvor mange opholder sig langt mere i hjemmet og også arbejder hjemmefra.
Kraftigt fald i antallet af radonmålinger
Tidligere har kommunerne og Bolius samarbejdet om at opfordre folk i de mest radonudsatte områder til at få foretaget målinger, men det samarbejde er nu ophørt. Det har medført et kraftigt fald i antallet af radonmålinger i Danmark. En rundspørge blandt Dansk Radonforenings medlemmer viser, at der kun udføres mellem en fjerdedel og en tredjedel af det sædvanlige antal målinger. Og det bekymrer formand for Dansk Radonforening, Jens Otto Kjær Hansen:
”I betragtning af, at det koster flere liv end trafikulykker, kan det undre, at der ikke er mere fokus på radon – særligt i forbindelse med coronakrisen, hvor flere end nogensinde tidligere arbejder hjemmefra. Alle de familier, som endnu ikke har fået foretaget en radonmåling, bør få det gjort.”
Sæson for radonmåling
Vinterhalvåret er sæson for måling af radonniveauet i hjemmet. Statens Byggeforskningsinstitut peger på, at måling skal ske over to måneder og være afsluttet inden udgangen af april. Så det er nu man skal starte Om vinteren lufter man desuden naturligt mindre ud på grund af temperaturen. Det er derfor nu, man skal foretage radonmålingen i sit hjem. Hvis man vil kende radonniveauet, skal man måle det konkrete niveau i huset. Prisen for en måling afhænger af boligens størrelse og indretning, men vil for de fleste familier ligge et sted mellem 500 og 1.000 kr.
Håndværkerfradraget dækker radonsikring i 2021
I 2021 er det muligt at få fradrag for radonsikringer via BoligJob-ordningen. Håndværkerfradraget er hævet til 25.000 kr. pr. person for arbejdsløn til håndværksydelser. Det er derfor oplagt for boligejerne at få målt niveauet af radonstråling i deres hjem i år, da fradraget kan reducere omkostningerne til en eventuel opfølgende radonsikring af boligen. Det forhøjede håndværkerfradrag gælder nemlig i udgangspunkt kun i 2021, så for at kunne nå at gøre noget ved et eventuelt problem, er det klogt at måle i foråret, og så skal man i gang snarest.