Budgetforligspartiernes beslutning om Østreallé-hallen er uambitiøs og beklageligt for bydel og skole..
Af Tina French Nielsen, rådmand og Maja Torp, skoleudvalgsmedlem – Venstre, Aalborg
Der var mange, der havde håbet på en ambitiøs og visionær løsning på det fakta, at Østrealléhallen er både nedslidt og utidssvarende. En løsning, der ikke indebar en planløs lappeløsning, men i stedet en flytning af hallen, som kunne betyde et løft til en hel bydel og en skole.
Den løsning rigtigt mange havde foretrukket var selvfølgelig en flytning til Sønderbroskolen og et byggeri af to nytænkte idrætshaller til erstatning for den gamle. En løsning, der i den grad ville have bidraget til alle brugere i bydelen og til, at en skole kunne have fået et uvurderligt løft. Men, den løsning får vi ikke.
Vi var mange, der var rigtigt langt i planlægningen og undersøgelsesfasen af den løsning. Skitserne og planerne var allerede langt henne, og det viste gode muligheder rent pladsmæssigt. Og visionerne var intakte om børnehaver og folkeskole med idrætsprofil sammenkoblet med flere idrætshaller, der i den grad ville kunne tiltrække små og store elever. Dermed kunne Sønderbroskolen få endnu et løft i den gode retning, som de allerede er på vej i og udgøre et stærkt skoletilbud.
Men budgetforligspartierne sagde nej tak. Og, vi er mange, der står undrende tilbage. Undrende fordi, vi nu bruger rigtigt mange penge på en dårlig løsning. Den middelmådige løsning vi nu får er en renovering af de to små eksisterende gymnastiksale på Sønderbroskolen til 10 mio. kr. og nyt tag og vinduer på den gamle nedslidte hal for 13 mio. kr. Dermed rigtigt mange penge på en status qou middelmådig og dårlig løsning.
Ja, den nye løsning ville have kostet minimum det dobbelte, men ville også have kunne tiltrække fondspenge og bevillinger udefra. Men, for den pris ville man have fået et helt nyt og uvurderligt anlæg for hele byen. Det vi får nu, er at vi ofrer en fantastisk vision og betaler en pris, der tung at betale, fordi Socialdemokraterne hænger fast i fortiden og tankerne om en gammel og nedslidt hal i Vejgård. Synd og skam for alle.