Kaffebaren
Nordjyske Bank
Faarup skovhus
Suvo

Årsregnskab 2020:

Pæn fremgang for A. Enggaard-koncernen

Den familieejede entreprenørkoncern A. Enggaard kan se tilbage på et tilfredsstillende 2020 med fremgang på både top- og bundlinje. Koncernen har i regnskabsåret øget sit strategiske samarbejde med pensionskassen PKA samt styrket sit fokus på udvikling af hele og levende bydele i landets større byer. A. Enggaard ser generelt ind i en fremtid med en solid ordrebeholdning.

 

På et fundament af godt håndværk og en helt særlig virksomhedskultur baseret på kerneværdierne ansvarlighed, ordentlighed og frihed under ansvar har A. Enggaard, der er familieejet i 3. generation, gennem de senere år for alvor konsolideret sig om en af landets større entreprenør- og byudviklingsvirksomheder.

Koncernen, der er startet i Aalborg, men som i dag har størstedelen af sine aktiviteter uden for Nordjylland herunder især i Aarhus, Odense, København, Fredericia, Silkeborg og Sønderborg, kan se tilbage på et 2020, der trods coronapandemien bød på et tilfredsstillende regnskabsår med høj aktivitet.

– Vi har generelt haft et godt år, og vi er meget tilfredse med koncernens resultater og strategiske udvikling. Siden marts 2020 har vi som mange andre virksomheder skullet navigere i en ny virkelighed i coronapandemiens skygge, men også den udfordring har vores medarbejdere håndteret med bravur ved dygtigt og loyalt at tage behørigt hensyn til både hinanden og omgivelserne og samtidig holde hjulene i gang på vores projekter på tværs af landet, siger entreprenør Asger Enggaard.

I regnskabsåret 2020 realiserede A. Enggaard Holding A/S trods enkelte udskudte og annullerede ordrer som følge af coronakrisen en omsætning på 2,0 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på godt seks procent sammenlignet med 2019. Samtidig steg indtjeningen (resultat efter skat) til 197,8 millioner kroner:

– Det stærke resultat er skabt i et gunstigt marked for fast ejendom, hvor vores medarbejderes ihærdighed og kollektive indsats på tværs af alle vore nøglekompetencer – håndværk, by- og projektudvikling, ejendomsdrift mv. – har båret frugt. Herudover er årets resultat positivt påvirket af avancer ved salg og værdiregulering af ejendomme samt kursgevinster ved låneomlægninger. Vi er meget tilfredse med resultatet og har et styrket fundament til fremtidige investeringer både internt og eksternt, forklarer Asger Enggaard.

Foruden fremgang i virksomhedens byudviklingsprojekter har A. Enggaard i løbet 2020 afleveret flere store projekter, herunder PFA Kollegiet i Nørresundby og ikke mindst Udlændingestyrelsen nye bygning i Næstved, der er opført som et Offentlig Privat Partnerskab (OPP) for Bygningsstyrelsen og var A. Enggaards 9. OPP/OPS-byggeri inden for de seneste 10 år.

– Vi har opnået en solid erfaring med OPP og mener generelt, at det er en samarbejdsform til stor gavn for både den offentlige bygherre og den private sektor. I øjeblikket arbejder vi på at opføre den nye Østre Landsret i Københavns Nordhavn, der også er et OPP-byggeri, og som efter planen vil stå klar til ibrugtagelse ultimo 2021, siger Asger Enggaard.

 

Styrkede rammer om udvikling af hele og levende bydele

Gennem de seneste 10 til 15 år har A. Enggaard udviklet sig fra primært at arbejde med enkeltprojekter til nu i stort omfang at beskæftige sig med udviklingen af hele bydele. Det giver virksomheden nogle helt ideelle vilkår for at arbejde med fokus på kvaliteter i både bygninger, byrum og livet mellem bygningerne. En udvikling der både gennem 2020 og starten af 2021 er blevet styrket yderligere både eksternt og internt.

Eksternt udbyggede koncernen i 2020 blandt andet sit strategiske samarbejde med pensionskassen PKA om udviklingen og opførelsen af nye bydele og ejendomme. Ejendommene beholdes og driftes i vidt omfang i parternes fællesejede selskab P/S PKAE Ejendom.

Internt har udviklingen betydet, at A. Enggaard har styrket de funktioner, der ikke direkte arbejder med opførelse af bygninger eller anlæg, men i stedet eksempelvis bidrager med udvikling af byliv samt drift af boliger og erhverv.

– Det gode håndværk er fortsat fundamentet for vores virksomhed og forudsætningen for vores positive udvikling, men vores arbejde handler ikke længere alene om at opføre bygninger. Både for borgere, kommuner og langsigtede investorer som os selv er rammerne for livet mellem bygningerne mindst lige så vigtigt, så vi får skabt velfungerende bydele, der er attraktive for beboere og besøgende både på den korte og den lange bane. Det er en udvikling, der også optager pensionskasserne, der tager et stort socialt medansvar for byudviklingen på tværs af landet, siger Asger Enggaard og fortsætter:

– Derfor har vi for nylig indledt en strategisk og organisatorisk oprustning af vores bylivsafdeling bl.a. gennem ansættelsen af Katinka Hauxner som ny byudviklingschef. Katinka er blandt landets mest visionære byudviklere, og hun skal dels videreudvikle vores bylivsafdeling blandt andet gennem ansættelsen af nye medarbejdere, og dels bidrage med erfaring og bystrategiske visioner som en integreret del af alle både nuværende og fremtidige byudviklingsprojekter.

Foruden PKA har A. Enggaard også samarbejde med en række andre pensionskasser og investorer, herunder eksempelvis PFA, Lærernes Pension, Industriens Pension og Velliv.

Store projekter venter forude

Både 2020 og de første måneder af 2021 har budt på en række nye og markante projekter for A. Enggaard. Sammen med PKA løftede A. Enggaard i august sløret for en aftale med statens ejendomsselskab Freja Ejendomme om overtagelse og udvikling af Vridsløselille Fængsel i Albertslund, mens virksomheden tidligere på foråret for alvor etablerede sig som en stor aktør i Odense gennem dels en samarbejdsaftale med Odense Kommune og Lindø Port of Odense om udviklingen af hele Odense Inderhavn, og dels en samarbejds- og intentionsaftale med Steen & Strøm om udviklingen af den såkaldte Viva-grund centralt i Odense.

– Vi har en rigtig god og solid ordrebeholdning og nogle utroligt spændende byudviklingsprojekter i pipelinen, og vi ser frem til fortsat at tage fat sammen med pensionskasser, kommuner og vores øvrige samarbejdspartnere. Fremtiden ser med andre ord ganske fornuftig ud, siger Asger Enggaard og fortsætter:

– Vi er dog fortsat meget opmærksomme på coronasituationen og de implikationer, som epidemien stadig har. I øjeblikket ser vi en kraftig prisstigning på visse byggematerialer, og det er sandsynligvis en udfordring, der vil vare ved resten af året.

 

I 2021 forventer A. Enggaard fortsat et højt aktivitetsniveau og en tilfredsstillende omsætning og indtjening.

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren