Aalborg Kommunes cykelpolitik er i høring
Aalborg Kommune vil være en af Danmarks bedste cykelkommuner og forslaget til en ny cykelpolitik giver bud på, hvordan det skal ske. En central del af tankesættet i cykelpolitikken er, at cyklisme skal være en ligeværdig mobilitetsform i byerne og en attraktiv og tilgængelig mobilitetsform i så stor en del af kommunen som muligt.
“Vi vil rigtig gerne have, at vores borgere kan komme nemt og hurtigt rundt i hverdagen på en bæredygtig måde, og her kan cyklen bare noget. Da vi i det tidlige forår spurgte borgerne om deres cykelvaner, fik vi øjnene op for, at udviklingen går rigtig stærkt, og at mange er nysgerrige på, om en elcykel kunne være noget for dem. Vores cykelpolitik tegner derfor en ambitiøs tilgang til cyklen som en ligeværdig og tilgængelig mobilitetsform – der som bonus giver gode effekter på både bymiljøet og trafikanternes sundhed.” Sådan siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen.
I politikken beskrives det, hvordan Aalborg Kommune vil arbejde med cyklisme i hhv. Aalborg, oplandsbyerne, landsbyerne og det åbne land. På tværs af geografiske skel skal 3 pejlemærker have særlig opmærksomhed:
Børn på cykel – Vi skal understøtte en tidlig cykelkultur, som gør cykel og gang til den foretrukne transportform til og fra skole og fritidsaktiviteter for langt de fleste børn.
Trygt, sikkert og attraktivt – Vi skal gøre det muligt og attraktivt at vælge cyklen til – både i hverdagen og i fritiden, for langt de fleste borgere i hele kommunen.
Medvind og smutveje – Vi skal tænke i kreative, cykelfremmende løsninger, der giver medvind og bæredygtig køreglæde.
Alle har mulighed for at give deres mening om politikken til kende ved at sende en mail til: trafik.veje@aalborg.dk – mærk den “cykelpolitik” i emnefeltet.
Politikken forventes endeligt vedtaget i september.
I løbet af efteråret vil Aalborg Kommune arbejde videre med konkrete handlinger, der kan støtte op politikken.
Læs mere om Aalborg Kommunes forslag til cykelpolitik her
Kilde: Aalborg Kommune