Personlig assistance til at strukturere arbejdsopgaver er på tre år steget med over 100% i Aalborg Kommune. Men flest får fysisk aflastning. Ordningerne betyder, at montør Mads Schelde ikke mister sit job – og at tømrermester Jesper Smed Alexandersen undgår at lukke sin virksomhed.
“Hvis jeg skulle gøre det hele selv, ville jeg ofte gå i stå. Og ende med at koste firmaet penge.”
Så klar er Mads Scheldes udmelding, når han spørges til, hvad personlig assistance-ordningen betyder for ham.
Mads har ADHD. En af hans største udfordringer som montør for Rhino System er derfor at bevare fokus i længere tid ad gangen. Han ringer til sin leder op mod 10 gange om dagen for at stille spørgsmål til opgaverne.
Sidstnævnte tager Tanja Abildtrup, administrativt ansvarlig i virksomheden, sig af.
“Mads har mange mindre opgaver, hvor han er to-tre timer et sted. For han har svært ved at holde fokus, hvis han skal være et sted i længere tid. Så bliver han rastløs,” fortæller Tanja Abildtrup.
For at skabe en overskuelig struktur krydser Mads af i et skema, hvor dagens opgaver står i rækkefølge, og han sender billeder af de løste opgaver hjem til kontoret.
At Mads har brug for personlig assistance i sit arbejde, vidste hun dog ikke, før Rhino System ansatte ham.
“Hvis han havde sagt det inden, kan jeg da godt have min tvivl om, hvorvidt han var blevet ansat. For man bliver lidt bange for, hvad det er for noget. Vi kendte ikke noget til ADHD,” fortæller hun.
Mads har dog vist sig at være en stor og loyal arbejdskraft.
“Hvis man kan finde arbejde til sådan nogle som Mads, der skal bruge personlig assistance, så får man også bare en mega god og loyal medarbejder. For mange af dem ved nok godt, at de har svært ved at fastholde et job.”
Hjælp til strukturering og kvalitetssikring er mere end fordoblet på tre år
Fra oktober 2018 til oktober 2021 er antallet af borgere med personlig assistance vokset fra 13 til 25 inden for kategorien ‘strukturering og/eller kvalitetssikring af arbejdet’.
Det er næsten en fordobling, hvilket ifølge ergoterapeut Naja Rosenmejer fra Jobcenter Aalborg kan skyldes flere forskellige faktorer.
“Generelt ser vi et øget fokus på psykiske lidelser og herigennem også et mindre tabuiseret forhold til dem. Det er blevet mere ‘okay’ at få hjælp til mental sundhed,” siger hun og fortsætter:
“Vi oplever også et større fokus på at fastholde medarbejdere på arbejdsmarkedet gennem økonomisk kompenserende ordninger som den personlige assistance. I stedet for, at man fx skal tilkendes et fleksjob med det samme.”
Fysisk aflastning fylder dog fortsat mest
Fysisk aflastning fylder dog mest i statistikken, hvilket 44 borgere får hjælp til. En af dem er selvstændig tømrermester Jesper Smed Alexandersen, der understreger at uden personlige assistance, ville det få store konsekvenser.
“Så kunne jeg ligeså godt lukke firmaet med det samme. Det her er altafgørende for, at jeg kan drive virksomhed. Vi er ude at sælge vores tid. Og i og med, at det går langsommere for mig, ville jeg ikke kunne få tingene til økonomisk at hænge sammen.”
En blodprop i hjertet har tvunget tømrermesteren til at skrue ned for tempoet. Men det har aldrig været på tale for ham at stoppe med sit arbejde – eller at arbejde i fleksjob. Det er han for stædig til.
“For mig var det en god løsning (at få personlig assistance red.), fordi jeg ønskede at drive mit firma videre. Jeg kunne godt bare have lukket og kastet håndklædet i ringen. Men det kan jeg ikke se nogen grund til,” siger han.
Kilde: Aalborg Kommune