Hotel Phønix
Jutlander Bank
AKKC
Bøgsted A/S

I sidste uge blev der sat 2.620 boliger til salg. Det er bare 1,5 procent mindre end i samme uge i de foregående år. Efter ni uger med store fald i antallet af nye sælgere, er antallet af nye boliger til salg nu næsten på niveau med tidligere år.

Det danske samfund er i gang med at åbne igen, efter det i ni uger har været delvist nedlukket. Og nu viser nye tal fra Boligsidens ugeupdate for uge 20, at boligmarkedet også åbner mere og mere op.

For første gang siden coronakrisens begyndelse blev der i sidste uge sat næsten lige så mange nye boliger til salg som normalt på denne tid af året. I uge 20 blev der således sat 2.620 boliger til salg i Danmark, hvilket er 41 færre end vanligt – altså kun 1,5 procent under gennemsnittet for samme uge i de foregående år.

”Der er noget, der tyder på, at sælgerne har fået troen på et salg tilbage. Der kommer boliger til salg nu i nogenlunde samme tempo som i de foregående år. Det styrker muligheden for, at køberne finder lige nøjagtig det, de efterspørger,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”Det er positive nyheder, for én handel styrker sandsynligheden for en ny handel og så videre. Det er en sneboldseffekt, og størrelsen af den snebold er en af de faktorer, der er afgørende for, hvordan boligpriserne udvikler sig, og hvordan markedet dermed kommer igennem krisen.”

Positive tal for ejerlejligheder

Gennem coronakrisen har det været sommerhusene, der har været den store historie. For sommerhusene er eftertragtede i en tid, hvor danskerne ikke kan komme på sommerferie i udlandet, og antallet af nye sommerhuse til salg er nu for tredje uge i træk højere end i de foregående år.

Omvendt er det markedet for ejerlejligheder, der har været hårdest ramt. Men nu er der godt nyt til dem, der særligt følger det marked. I uge 20 var der således en stigning i antallet af nye lejligheder til salg, så niveauet nu ligger 1,3 procent over antal lejligheder til salg i uge 20 i de tidligere år.

”Det er selvfølgelig et meget lille tal, men hvis vi ser på ugen før, lå antallet af nye lejligheder på markedet omkring 19 procent under tidligere års niveau. Det er en markant ændring. Det er for tidligt at konkludere noget generelt omkring lejlighedsmarkedet, men lige nu går det den rigtige vej,” siger Birgit Daetz.

Stigning i antallet af handler

Boligsidens ugeupdate for uge 20 viser også, at salget af boliger går godt, og at det i sidste uge var 13 procent højere end i de foregående år.

”Det går bedre med salget af alle boligtyper end i de foregående uger. Kun salget af ejerlejligheder var i minus i forhold til tidligere år, men det minus er blevet langt mindre, end det ellers har været under coronakrisen. Det går godt på boligmarkedet lige nu, men det er kun en start. Der skal mere stabilitet til over de kommende måneder, før vi kan sige, hvordan markedet klarer krisen. Det næste vigtige fikspunkt er, når vi i starten af juni udgiver Boligsidens Markedsindeks med tal for, hvordan boligpriserne har udviklet sig i maj,” siger Birgit Daetz.

 

Kilde: Boligsiden

Folmer Olsen
WashnGo
Vivabolig
Tømrermester Thomas Aaby