Bøgsted A/S
JobConnection
Art By Me
PJ Industries

Blokhus Camping har et spændende arrangement klar til alle interesserede i årets efterårsferie. De har nemlig indgået et samarbejde med Dansk Parakart Klub.

Klubben vil rigtig gerne lave kurser i Nordjylland, og vi har indgået et samarbejde om 3 kursusforløb i efterårsferien.

Dansk Parakart Klub (DKP) henvender sig til alle, både børn og voksne, og underviserens engagement og vision om at vise alle, hvor fantastisk denne sport er, ja, så lod vi os overbevise, fortæller Inge Vestergaard fra Blokhus Camping.

Her er en sport, der er let at komme i gang med. Startudstyr er i en prisklasse, der ligner rigtig mange andre sportsgrene, og så kan sporten dyrkes, på hold eller alene, som familie eller vennegruppe, sommer eller vinter, som en del af en klub eller ikke.

Derfor er det nu muligt at komme til at suse derudaf i efterårsferien.

I samarbejde med Dansk Parakart Klub udbyder Blokhus Outdoor og Blokhus Klit Camping i efterårsferien et 2-dages kursus i kitebuggy kørsel.

 

Underviser er Jesper Petersen DK 94, som er en erfaren buggykører. Han har deltaget 2 gange i EM med sin kitebuggy.

Jeg opdagede sporten, en dag jeg var på Rømø. Her så jeg nogle kitebuggy-kørere, der susede afsted nedad stranden! Det så sjovt og spændende ud, så det ville jeg da også prøve. 

Efter en prøvetur, hvor jeg lånte en buggy, var jeg solgt.

Nu var det så bare i gang med at skaffe en buggy og et par drager. Jeg fandt et godt tilbud fra England, og nu skulle der køres buggy.

Efter nogle måneder meldte jeg mig ind i Dansk parakart klub (Dpk) og begyndte at køre løb. 

Det er nu 12 år siden, og det har da givet lidt pokaler, og en masse gode oplevelser. Bl.a. Em i Tyskland og Frankrig.

Man kan dyrke sporten lige på det plan, man selv ønsker, f.eks. hyggekørsel langs stranden, funcup, eller DM. Det er helt op til en selv. Uanset, hvad man vælger, er det en sund og sjov sport, hvor alle, ung som gammel, kan være med.” Fortæller Jesper Petersen, 57 år.

Kitebuggy er en lille trehjulet vogn, som man styrer med benene. Dertil bruger man en drage til at trække buggyen med. Dragen styrer man med nogle handles således, at man bliver trukket hen ad stranden.

 

Kan du se dig selv suse hen ad Rødhus Strand i Efterårsferien?

 

Der vil være en grundig teoretisk og praktisk gennemgang af sporten, så hvis man tager kurset, kan man hurtigere komme i gang og få glæde af sporten. På kurset får du også tips og tricks til indkøb og vedligehold af udstyr.

 

Jesper DK 94 tilbyder dette 2-dages kursus i efterårsferien, som noget helt nyt for Nordjylland. Alle er velkomne til at melde sig til, der kræves ikke noget forhåndskendskab. På kursusdagene låner du udstyr af Dansk Parakart Klub.

 

Der vil på første dagen være en præsentation og introduktion til sporten. Deltagerne inddeles i team på to personer, og der undervises i ”basic flying”. I lærer at starte og lande dragen rigtigt – og sikkert. I teamet hjælper og støtter man hinanden.

Herefter går undervisningen videre til ”powerzonen”. Nu begynder spændingen og morskaben. Når alle kan flyve og har kontrol over deres drage, skal der tages fat med buggy-kørslen.

Der sættes en bane op, som man kan øve sig i at manøvrere på. Der gives forskellige øvelser, naturligvis under kyndig vejledning fra Jesper. Der vil være tid og plads til alle, og der arbejdes i det tempo hver deltager føler sig tilpas med.
På anden dagen afpudses teknikkerne, og der laves prøver. Kurset afsluttes med uddeling af diplomer.

Kilde: Blokhus Camping

Folmer Olsen
Tommy Telt
AKKC – Wallmanns
Tømrermester Thomas Aaby