Lørdag kom Skanderborg Håndbold på besøg i Nørresundby Idrætscenter til opgøret i HTH-ligaens 11. Runde. EH Aalborg havde forud for kampen vist god form og en opadgående kurve efter flotte resultater mod et par af ligaens tophold. Derfor var der store forventninger med udsigten til at kunne tage et stort skridt væk fra bunden af tabellen, efter dagens møde med ligaens nummer 14 fra Skanderborg.
I kampens indledning fulgtes de to hold ad, men første halvleg bar præg af et uskønt kampbillede med mange brændte afslutninger, fejl og hele 4 udvisninger hvilket betød at hjemmeholdet havde svært ved at komme ordentligt ind i kampen. Skanderborg havde på den baggrund overtaget i det meste af første halvleg og fik skabt en føring som gæsterne kunne tage med sig til pause ved 14-11.
EH Aalborg kom dårligt ud til anden halvleg og på trods af at Line Berggren Larsen fik scoret det første mål, fulgte der efterfølgende en scoringspause på 9 minutter, hvilket betød at der pludselig stod 12-18 på tavlen. Hjemmeholdet kæmpede for at reducere afstanden til Skanderborg men kom desværre aldrig helt i nærheden af et reelt comeback. Derfor sluttede opgøret med en sejr til Skanderborg på 29-25 til stor fortvivlelse hos EH´s spillertrup. EH Aalborg ligger nu nummer 11 efter at Ajax overraskede mod Viborg og strøg en enkelt plads op i tabellen, mens Horsens har overtaget den kedelige 14. plads efter Skanderborgs sejr.
Manager Morten Secher satte efter kampen ord præstationen til Nordjyske:
“Vi spillede kort og godt dårligt. Den snert, aggressivitet og umiddelbarhed, der ellers kendetegner vores spil, havde vi slet ikke i dag. Det handler ikke om manglende vilje. Mere om, at spillerne skal forstå, at den ro og det overskud, de skal optræde med, vokser ud af hårdt arbejde. Det er vores base, og den sidder altså ikke i skabet endnu. Vi kan og skal lære rigtig meget af den her kamp. Det er let nok at bevare roen og gøre det, man har aftalt på forhånd, når det går godt. Det er sværere, når man bliver presset og tingene går skævt. Så får man ikke udfyldt sin rolle, og alle leder lidt efter den eller dem, der kan tage ansvar. Vi er stadig et ungt og uprøvet hold. Det så vi idag.”
EH Aalborg spiller den sidste hjemmekamp inden vinterpausen d. 13. November når NfH Håndbold kommer på besøg i Nørresundby Idrætscenter.
Kilde: Ehaalborg.dk