Lørdag d. 8. Februar kom Viborg HK på besøg i Nørresundby Idrætscenter til den fjerde sidste hjemmekamp i grundspillet i HTH-ligaen. I modsætning til sidste år har Viborg for alvor for gang i spillet igen og det var derfor et hold i form som ventede EH Aalborg i dagens opgør.
EH Aalborg kom godt fra start i kampen og halvvejs ind i første halvleg fulgtes de to hold ad med en smal føring til gæsterne. Men herefter begyndte de tekniske fejl og udvisninger til hjemmeholdet at gøre tingene svært for EH Aalborg. Det var tydeligt at spillet ikke kørte helt som ønsket hvilket også kom til udtryk ved to timeouts fra hjemmeholdet indenfor kun 5 minutter. Viborg var effektive og efter de første 30 minutters spil var gæsterne foran med ti mål ved pausestillingen 8-18.
I anden halvleg fortsatte kampbilledet fra første halvleg og Viborg øgede stille og roligt føringen. Målvogtertalentet Anna Kristensen gjorde betingelserne svære for EH Aalborgs skytter og selvom de sidste 15 minutter af kampen blev med Josephine Nordstrøm i målet hos Viborg, så fortsatte de høje niveau med mange store redninger. Kampen endte derfor 17-36 og Viborg kunne tage hjem med to point og en 2. plads i HTH-ligaen.
Efter flere kampe mod ligaens tophold går EH Aalborg nu ind i den afgørende del af grundspillet som blandt andet byder på nøglekampen mod Ajax København d. 22. Februar.
Kampen blev overværet af 372 tilskuere og kampens EH Aalborg spiller blev Emma Friberg.
Tryk her for at se målscoringer i kamprapporten
kilde: Ehaalborg.dk