Kaffebaren
Nordjyske Bank
Faarup skovhus
Nordjysk Motor Co.

En positiv hurtigtest hos en elev skal bekræftes med PCR test, inden klassen sendes hjem

Elever på skoler og uddannelser bliver nu løbende screenet med hurtigtest. Sundhedsstyrelsen har vurderet, at skolen kan afvente en bekræftende PCR test, inden klassen sendes hjem. Anbefalingen gælder kun for skoler og uddannelser, hvor der foretages regelmæssig screening.

Regelmæssige hurtigtest skal være med til at opdage smittetilfælde og udbrud tidligt blandt elever i de ældste skoleklasser og på en række uddannelser. Den nye anbefaling er, at klassen ikke skal sendes hjem, hvis én elev får en positiv hurtigtest. I stedet kan skolen fortsætte uændret med skolegangen, mens eleven selv skal gå i isolation og få en PCR-test. Det er først, hvis PCR-testen også er positiv, at skolen skal sætte ind.

”Konkret betyder vores nye anbefaling, at hvis én gymnasieelev for eksempel tester positiv, så går eleven i selvisolation og får foretaget en PCR-test. Resten af stamklassen går først i isolation, hvis elevens positive hurtigtestsvar bliver bekræftet med en positiv PCR-test. Er PCR-testen derimod negativ, kan eleven bare komme tilbage i skole,” siger vicedirektør Helene Probst.

Baggrunden for den nye anbefaling er, at personer, der ikke har COVID-19, i nogle tilfælde alligevel kan få et positivt svar fra en hurtigtest. Det kaldes en falsk positiv hurtigtest. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle positive hurtigtest følges op med en PCR-test, både fordi PCR testen er mere præcis og for at undersøge for virusvarianter.

”Det er rigtig vigtigt, at alle, der får et positivt svar ved hurtigtest, får lavet en opfølgende PCR-test – helst samme dag. På den måde undgår den testede og de nære kontakter at isolere sig i længere tid unødigt, og samtidig ved vi, hvor mange falsk-positive der er,” siger vicedirektør Helene Probst. Anbefalingen om at vente med at sende klassen hjem, til der er et bekræftet positivt svar på den opfølgende PCR-test, omfatter også lærere og undervisere, som regelmæssigt screenes på skoler og uddannelser.

Uden for skole- og uddannelsesområdet gælder anbefalingen fortsat om, at personer og deres nære kontakter skal gå i selvisolation med det samme, når de får en positiv hurtigtest. Hvis det viser sig, at hurtigtesten er falsk positiv, kan man ophæve isolationen.

 

Hvad er fordelen ved PCR test?

PCR er en meget følsom testmetode, der kan påvise helt ned til én enkelt viruspartikel i en test for COVID-19.
Den kan også vise, om du er smittet med en virusvariant. Der kommer typisk svar dagen efter. PCR test bør derfor altid anvendes, hvis du har symptomer på COVID-19, er nær kontakt eller er testet positiv ved brug af hurtigtest.
Hvad er fordelen ved en hurtigtest?
Hurtigtesten er mindre følsom end PCR testen og giver derfor ikke et lige så sikkert svar. Til gengæld får man svar efter ca. 15-30 minutter, og det kan derfor være med til at bryde smittekæder hurtigere. Hurtigtest bør ikke anvendes, hvis du har symptomer, eller er nær kontakt til en smittet.
Hvad er et falsk positivt svar?
 
Hurtigtest kan også give et falsk positivt testsvar. Det betyder, at testen viser, at du er smittet, selvom du ikke er det. Når smitten med ny coronavirus falder i samfundet, samtidig med at vi i større omfang bruger hurtigtest blandt personer, der har en lille risiko for at være smittet, vil flere personer få et falsk positivt testsvar.
DN Isolering
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren