I Enhedslisten synes vi, at det er vigtigt, at borgerne involveres i beslutningerne om udviklingen i Aalborg Kommune. Derfor inviterer vi alle interesserede borgere og organisationer til at indgå i en proces, hvor Enhedslistens valgprogram til det kommende kommunalvalg udvikles. Det er naturligvis Enhedslistens medlemmer som i sidste ende vedtager programmet, men i den proces, som fører frem til dette, vil vi gerne i dialog med alle interesserede.
Vi arrangerer derfor i løbet af de næste 5 måneder op til 10 offentlige møder – enten som digitale møder eller som fysiske møder eller en kombination – hvor vi tager væsentlige kommunale problemstillinger op. Vi fremlægger vores bud på løsninger og tager ud fra dette en åben debat om de forskellige emner. I februar måned vil vi sætte fokus på mobiliteten i Aalborg Kommune og fremtiden for Sygehus Nord- grunden. Det er emner, som fylder meget i debatten i Aalborg – og nu åbner vi op for en bred debat om disse emner. Vi har tidligere arrangeret sådanne møder og fået positive reaktioner og nyttige input til vores arbejde. Så nu sætter vi dette i system her i foråret.