Hotel Phønix
Nordjyske Bank
Faarup skovhus
Suvo

Ferie i autocamper er frihed til at køre, hvor man vil. Men skal friheden nydes maksimalt, så sørg for, at dækkene er i topform. En punktering midt i ingenting er bare ikke den fedeste feriedag – for ikke at tale om risikoen forbundet med at køre på slidte eller forkerte dæk.

For de fleste af os er ferien lige om hjørnet – og de mange danskerne der har taget autocamperen til sig som ferieform, har travlt med klargøring og pakning hjemme i de danske indkørsler.

Måske er autocamperen først lige kommet ud af sit vinterhi, måske er den allerede blevet luftet på et par weekendture – men desværre er dækkene en af de vigtige ting, der ofte bliver overset, før man sætter sig bag rattet i en weekend- eller feriepakket camper, advarer Jesper Sørensen, teknisk chef hos Bridgestone.

Vælg de rigtige dæk til autocamperen
Autocampere vejer godt til, og derfor kræver de andre dæk end almindelige dæk til personbiler.

– Dæk til autocampere er mærket med CP på siderne. De er specielt udviklet til at modstå stor belastning og holde længere end almindelige dæk. Man kan også vælge at benytte varevognsdæk til sin autocamper. Varevognsdæk kan holde til den ekstra vægt, også hvis man får ekstra bagage med, forklarer Jesper Sørensen.

Sørg for at køre med det rigtige dæktryk
Hvis camperen har stået stille i længere tid, er det ret sandsynligt, at dæktrykket er faldet – så tjek dæktrykket før afgang.

– Hvis dæktrykket er for lavt, reducerer man den belastning, som dækkene kan bære. På en tung autocamper kan det medføre skader på dækkenes slidbane. Med et højere dæktryk forbedrer man camperens stabilitet og reducerer varmegenerationen i dækkene. Det gør det både nemmere at styre og forlænger dækkenes holdbarhed, fortæller Jesper Sørensen.

Kontroller dæktrykket hver 3. uge, når du er afsted på en længere tur. Sørg for at dækkene er kolde, når du tjekker trykket.

Tjek mønsterdybden og dækkets tilstand generelt
Når du alligevel har næsen i dækhøjde, så tjek også mønsterdybden. Mindst tilladt er 1,6 mm, men anbefalingen lyder på 3 mm.

– Udover at tjekke mønsterdybden på dækket, så se også godt efter, om dækket har skader. Autocamperdæk bliver jo udsat for lidt af hvert – ikke kun asfaltveje, men også grusveje, en strandtur eller en skovvej, pointerer Jesper Sørensen.

Skift dækkene – måske før de er slidt
Autocampere bruges sjældent lige så meget som bilen. Dækkene på camperen slides derfor i mindre grad, og kan bruges i længere tid.

Men selv om autocamperens dæk ikke er slidt ned, så skift dem alligevel mindst hvert 6. år – og finder man revner eller tegn på slitage, skal dækkene skiftes med det samme. Er du i tvivl om dækkenes alder, så tjek DOT-nummeret på dækkene – det er produktionsdatoen.

Man kan i øvrigt forøge dækkenes levetid ved at skifte dem mellem for- og bagaksel, når forskellen i rilledybden på slidbanemønsteret overstiger 2 millimeter. Men stadig – skift dækkene mindst hvert 6. år.

God ferie!

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren