Bibliotekerne er lukkede, men hvad gør du så?
Her er forslag og ideér hvis tiden bliver lang.
Gode apps
Der findes masser af gode, sjove og lærerige apps, som kan give jer mange gode stunder sammen.
Hvis leg med tablets og smartphones skal styrke dit barns sprog, så skal du hjælpe dit barn med at sætte ord på billeder og handlinger. Det handler om at sætte sig sammen med barnet og tale om de ting, som barnet oplever på og med sin tablet.
Der er også apps, som I kan bruge til at være kreative sammen. Lav for eksempel jeres egen billedbog med app’en Book Creator. Digitalt – det er for børn giver en vejledning til app’en her.
I kan også lave små film sammen med Film X-app’en. Få flere ideer under Inspiration til aktiviteter her på sprogsporet.dk.
Spillet ’Den Sultne Larve Aldrigmæt’ er baseret på den skønne klassiker af Eric Carle og tro mod bogen. De mindre børn bliver hurtigt optagede af at sørge for, at den sultne larve leger, spiser og hviler sig. Universet er enkelt, men med mange muligheder for at øge sit ordforråd, hvis man taler med barnet undervejs.
Find den under titlen My Very Hungry Caterpillar i App Store eller Google Play. Fås både i en gratis testversion og fuldt udbygget mod betaling.
Andre apps med gode historier
Bibliotekernes eReolen har samlet et helt tema om litterære apps, hvor I får en god historie og kan fordybe jer i billederne. Nogle apps er endda interaktive, så I kan være med til at påvirke historien. Se de mange forslag her.
Apps om bogstaver og læsning
Børnebibliotekar Kathrine Bach Pachniuk driver bloggen 1000bøger. Her findes indlægget Bogstavjagt – 6 gode apps til at lære at læse (og lære bogstaver), som gennemgår en række apps med emnet bogstaver og læsning.
Blandede apps for børn
Spørg efter folderne her på dit bibliotek. Nogle biblioteker har dem også på deres hjemmeside. Her finder du omtale af mange forskellige gode apps til børn.
Mors-apps.com er en privat hjemmeside, drevet af Rikke, som er mor til to. Hun vurderer og anmelder apps til forskellige aldre og med forskelligt indhold ud fra den tanke, at det kan være meget uoverskueligt selv at finde frem til gode apps. Mors Apps kan også følges på Facebook og Instagram.
Digitalt – det er for børn er Vejle Kommunes side for inspiration til virkeliggørelse af deres strategi for arbejdet med digitale medier i det pædagogiske arbejde. Siden er altså tænkt til professionelle, men kan også inspirere forældre. På siden findes både forslag til apps og en række vejledninger til brugen.
Besøg også Lotte Sallings hjemmeside for inspiration.
Tips til valg af apps
- Se på om app’en har reklamer. Apps helt uden eller med et minimum af reklamer er at foretrække. Hvis der popper reklamer op midt i et spil, kan det virke meget forstyrrende for et lille barn.
- Vurder om app’en er pænt sat op, eller om grafikken virker for hjemmelavet. Det skal helst være så enkelt og letoverskueligt som muligt til det lille barn.
- Gå så vidt muligt efter gratis apps. Er du i tvivl, om du skal købe en bestemt app, så undersøg om der findes en light-udgave, hvor du kun kan bruge dele af app’en og så kan købe dig til resten. Så har du mulighed for at vurdere, om du har lyst til at betale for resten af app’en.
Børnesikring af smartphones og andre enheder
Sidder dit barn alene med en smartphone eller tablet, kan det ske, at der dukker ting op på skærmen, som ikke er egnet for børn. Heldigvis er der hjælp at hente til sikring mod uønsket indhold, selvom ingen funktioner kan give jer fuld garanti.
YouTube
Mange børn er glade for videoer på YouTube. Uanset hvilken enhed du bruger, kan også YouTube med de rette indstillinger gøres mere børnevenlig.
Kilde: Sprogsporet/Central Biblioteket