Thomas Nedergaard Kristiansen har med udgangen af 2018 overtaget onlineaviserne DitAalborg.com samt BrønderslevAvis.dk.

Thomas har i de sidste knap 20 år været medindehaver af en Restaurationskoncern i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Siden starten af 00érne var han medindehaver af Musikhuset A/S, som ejede og drev 13 barer og diskoteker. I de seneste år var han medindehaver af ReKom Aalborg ApS, som drev 16 forretninger i Gaden, indtil han i maj ´18 solgte sine anparter.

Det var Henrik Thomsen og firmaet Podi i Brønderslev, der tidligere stod bag onlineaviserne DitAalborg.com og BrønderslevAvis.dk, som nu er solgt til Thomas Nedergaard Kristiansen.

Det bliver Thomas Nedergaard Kristiansens selskab Digimedia ApS, der overtager driften af aviserne.

Henrik Thomsen og Podi vil fortsat være involveret med en mindre ejerandel i selskabet fremover, hvor opgaverne her primært bliver af teknisk art, der sikrer, at onlineaviserne fungerer optimalt.

Henrik Thomsen fortæller; ”Vi har i Podi ikke har haft mulighed for at give onlineaviserne den ”kærlighed” de fortjener. Derfor er det dejligt, at Thomas har lysten og de økonomiske kræfter til at løfte aviserne.”

Thomas Nedergaard Kristiansen fortæller, at han efter at have drevet restaurationer i mange år, følte at tiden nu var inde til at prøve kræfter med noget andet. ”Selvom årene i Gaden har været en rigtig spændende og udfordrende tid, så valgte jeg at sælge min part i de mange forretninger da muligheden bød sig.”

”Jeg havde lært Podi og Henrik Thomsen at kende via Aalborg Håndbolds erhvervsnetværk, og kendte de to aviser særdeles godt i forvejen.

Så over en kop kaffe eller to, fandt vi (Henrik og jeg) hurtigt ud af at et samarbejde om aviserne, ville være super spændende.

Vi har begge den samme holdning, at nyheder skal være gratis at læse. Vi vil i aviserne have ekstra fokus på det lokale, det nære, det der interesserer dig og mig, naturligvis sammen med alle de andre gode nyheder fra det lokale erhvervsliv, sporten, kulturen osv.

Det vi ønsker, er at bringe nyheder,- helt tæt på.

Allerede fra starten af det nye år kommer den første mærkbare ændring for onlineaviserne.

Et nyt design vil gøre onlineaviserne endnu mere interessante for både annoncørerne, samt ikke mindst læserne.

Thomas fortæller; ”Vi vil meget gerne gøre aviserne så overskuelige som muligt for vores læsere at navigere rundt i, og vi følte at tiden var inde til en opfriskning af designet, som vi mener vil præsentere artiklerne endnu bedre. Samtidig har det nye design givet os langt flere muligheder i aviserne.”

Aviserne vil fremover blandt andet, præsentere udvalgte Bloggere, som får mulighed for til at skrive i aviserne.

Det vil være spændende mennesker som har noget på hjerte, noget de virkelig brænder for, og som vil være interessant for dig og mig.

Thomas siger til afslutning, hemmelighedsfuldt, at det nye design ikke er det eneste som kommer til at ske af ændringer med aviserne i 2019; ”Bare vent og se, vi kommer til at give den fuld gas, både med spændende ting til de nuværende aviser, samt helt nye tiltag, som vi snarest vil løfte sløret for, det bliver SÅ godt”.