Skilsmisseprocenten steg i 2020 til svimlende 48 %, hvilket gør 2020 til et højdespringerår mht. antallet af par, der gik fra hinanden. Skilsmisseprocenten var ellers faldet støt siden 2016. Men så kom Corona.
Pandemi, nedlukning af samfundet og par, der er tvunget til at være sammen i hjemmet ufrivilligt pga. hjemmearbejde, aflyste fritidsaktiviteter og social distance. Det lægger pres på de danske parforhold.
Sådan siger parterapeut og psykoterapeut Kim D. Matzen med praksis på Amager i København.
“Der er øget mentalt pres på i hjemmene, og flere henvender sig for at få professionel hjælp”, siger han.
“Ifølge undersøgelser og mange parterapeuters erfaringer, går kun en lille andel af par i terapi inden skilsmissen. Det er synd, for mange flere kunne måske have gavn af hjælp udefra. Vi spørger eksperter til råds om karriere, og vi bruger gerne en personlig træner til kroppen. Men den tætteste og vigtigste relation til en anden voksen, dit kærlighedsforhold, får ikke altid den samme assistance”, siger han.
Her kommer 10 gode råd, der kan klæde jer på til at få parforholdet sikkert gennem Coronakrisen. Plus et lille bonusråd til sidst, der gennemhuller de første 10 råd.
Læs mere om de 10 gode råd til at styre parforholdet sikkert gennem Corona her
1. Accepter, hvad du ikke kan ændre.
Accepter, at der er vilkår i livet, som du ikke kan ændre på, men må lære at leve med.
Covid-19 er så meget større end jer. Du kan ikke kontrollere coronakrisen og dens konsekvenser. Accepter det, så du kan navigere der, hvor din indflydelse rækker. Det er ens for alle og et livsvilkår, at der er faktorer, som vi bare må indstille os på.
2. Skab struktur i jeres hverdag
Giv hverdagen en struktur, som fungerer for jer begge. Uden fritidsaktiviteter, skole, arbejde og alt det, der får scenen til at skifte flere gange om dagen, er det op til dig selv at lave et sceneskifte. Skab en klar struktur for, hvem der gør hvad og hvornår.
Og husk at give hinanden plads og frihed til at være adskilt. Aktivt at finde ud af, hvordan I bedst trives, kan give jer et stærkere fundament som holdspillere i et parforhold, og det gør også livet lettere og bedre for jer som individer.
3. Sceneskifte
Under Corona er det ikke unormalt at opleve hjemmet som et fængsel og mærke en lavere irritationstærskel.
Brug din fantasi og lav et sceneskifte. En romantisk dinner date lørdag aften, hvor I klæder om. Måske vil børnene pynte restauranten. Kun fantasien sætter grænser, og I kan skiftes, så der kommer et element af overraskelse med ind i det.
Lav bibliotek, biograf eller hjemme-wellness. Der er mange muligheder, og det kan virkelig holde ild i kedlerne under jeres parforhold at opdyrke evnen til at give hinanden unikke og berigende oplevelser.
4. Sæt dine grænser
Grænsesætning er en af de vigtigste discipliner, et menneske må lære. Det gælder især, når man er tvunget til at være sammen med andre på et begrænset areal. Fortæl tydeligt, hvad dit behov er, hvad du har brug for, og hvad du ønsker dig fra din partner. Giv gerne en begrundelse for at give din partner mulighed for at forstå baggrunden og alvoren bag dit ønske.
Mød op som den du er overfor din partner. Ellers er du utydelig, og dit budskab bliver for mudret. Mange undgår at vise, hvem de er af frygt for at være sårbare og udsætte sig for afvisning. Men kontakten opstår på grænsen mellem dig og mig. Uden grænser bliver kontakten alt for udflydende og utydelig.
5. Respekter din partners grænser
Din partner har også ønsker, behov og grænser. Spørg, hvis du ikke kender dem. At være bevidst om sine grænser, muliggør kontakt mellem to mennesker. Det er kontaktfuldt at sætte sine grænser. Gør det aldrig på en ubehagelig, kommanderende eller urimelig måde. Det aktiverer blot din partners forsvar.
6. Autentisk fravær
Vi har brug for kontakt, men også for fravær og adskillelse. Lav aftaler om, hvem og hvornår I arbejder i stuen. Vælg at være alene. Gå eller løb en tur. Vær alene ude eller i hjemmet i et aftalt tidsrum.
7. Autentisk nærvær
Aftal nærværende tidspunkter sammen, hvor I begge er opmærksomme på hinanden. Gør ting for at glæde din partner, fx massage, oplæsning, lyt til musik. Vær nærværende og nyd øjeblikket, og husk, at det er helt naturligt at blive mæt efter en tid. Fuld kontakt er noget, vi går til og fra, ind i og ud af.
8. Vær en holdspiller
Vær på samme team, også når der opstår konflikter. Selvom I måske oplever nedlukningen som en hård tid, så vær taknemmelige for at have hinanden. Lad din partner vide, at du er på hold med ham eller hende. Tag jer af hinanden selv midt i konflikten. I kan sagtens være uenige og samtidig elske hinanden.
I kæmper side om side i en udfordrende tid. Det tager dramaet og faren ud af konflikten, så det er lettere og mere behageligt at finde løsninger og kompromisser sammen.
9. Du er ikke alene
Mange føler sig isolerede og savner det sociale liv. Tænk på, at du har en partner, mens mange er alene og må tackle livet og krisen i ensomhed. Ræk ud til folk, der har brug for et opkald eller en besked. Det har stor værdi at være noget for andre, og det perspektiverer jeres egen situation med ny inspiration.
10. Søg hjælp
Et parforhold er et kunststykke og en udfordring. En kærlighedsrelation giver altid mulighed for personlig udvikling. Søg hjælp, hvis I mistrives og ikke formår at løse konflikterne.
Mange parterapeuter ser først parrene kort tid før skilsmissen. Der er ikke noget forkert i at gå i terapi. Vi er ikke født med evnen til at være kærester. At udtrykke os, kommunikere og forstå er ting, de fleste kan blive bedre til. Terapi er at lære noget, man ikke tidligere har lært.
11. Bonus: Pas på med at lytte til gode råd.
Reflekter altid over gode råd. De indgår altid i en kontekst. Fx kan det i nogle tilfælde være nødvendigt for en person at lære at fylde mere og træde i karakter, mens det for et andet menneske er en god ide at fylde mindre og give mere plads til partneren. Gode råd har måske fungeret for den der giver dem, men virker ikke nødvendigvis for dig.
Det kan hurtigt blive rigidt, og hvis du forsøger at følge et firkantet råd, der ikke passer på din individuelle situation. På den anden side skal man heller ikke blankt afvise råd, der sætter tanker i gang og giver anledning til at forandre fastlåste situationer og måske søge professionel hjælp. Der ligger en stor styrke i overveje andres spejling, råd og feedback, lytte og få motivation og inspiration til at tackle livets udfordringer.