Mia Tang kampagne
IT Security
Møllers Maler
Rold Skov Adventure

Antallet af flypassagerer, der klager over manglende kompensation for flyforsinkelser- eller aflysninger, faldt sidste år med 15 procent sammenlignet med 2017. Det viser en analyse lavet af Spar Nord og rejseportalen FinalCall.travel baseret på nye tal fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

 

Danskerne er vilde med at rejse udenlandsk, og når vi drager afsted med fly, skal rejsen helst forløbe så gnidningsfrit som overhovedet muligt. Det er dog ikke altid tilfældet, og mange danske flyrejsende oplever, at deres fly er forsinket eller i værste fald bliver aflyst.

 

Når uheldet er ude, har man i nogle tilfælde krav på kompensation, hvis man rejser fra et EU-land, og forsinkelsen eller aflysningen skyldes det flyselskab, man rejser med. Og vil selskabet ikke punge ud, kan man klage til myndighederne i det pågældende land – i Danmark til Trafikstyrelsen. Men færre danskere vælger den mulighed, viser nye tal fra styrelsen. I 2017 havnede der nemlig 2.105 klager på Trafikstyrelsens bord, mens styrelsen i 2018 blot fik 1.792 klagesager for hånden – altså et fald på 15 procent.

 

– Vi er i Danmark blevet mere økonomisk bevidste efter finanskrisen, hvilket kommer til udtryk ved eksempelvis rekordhøje opsparinger og mere realistiske forbrugerforventninger. Og selvom det så kan virke paradoksalt, at antallet af klagesager er faldende, så kan det faktisk være et tegn på, at den mere økonomisk bevidste tilgang nu har båret frugt i forhold til flymarkedet, lyder det fra cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm.

 

Årsagen bag det faldende antal klager skyldes nemlig, at flyselskaberne er blevet bedre til at udbetale kompensationen af sig selv, lyder vurderingen fra Flemming Lundberg Poulsen, der er chefredaktør hos rejseportalen FinalCall.travel:

 

– Udviklingen er en kombination af de mange erstatningsselskaber som eksempelvis AirHelp, der er kommet til de seneste år, og flyselskaberne selv, som er blevet rigtig gode til at finde en mindelig løsning med den pågældende flypassager og udbetaler ofte kompensation helt af sig selv. Derfor er det i færre tilfælde nødvendigt at involvere myndighederne.

 

Ifølge analysen er andelen af klagesager, der ender med et forlig mellem flypassageren og selskabet, steget med otte procentpoint. I 2017 endte i alt 1144 klagesager med et forlig, hvilket udgjorde 54 procent af samtlige sager, der endte på styrelsens bord. I 2018 var der således 1107 forlig svarende til 62 procent af alle klagesager. Og ifølge Flemming Lundberg Poulsen skyldes den udvikling en øget klarhed om EU-reglerne for flypassagerers rettigheder:

 

– EU’s regler for flypassagerers rettigheder er meget uklare, men i årenes løb har passagerernes mange klagesager dannet juridisk præcedens, og det har skabt mere klarhed om reglerne. Det har styrket flyselskabernes billede af, hvornår en passager har ret til kompensation, og hvornår det ikke er tilfældet, siger han og fortsætter:

 

– Jeg bider også mærke i, at antallet af klagende passagerer, som ikke fik medhold, faldt sidste år med 176 sager sammenholdt med 2017, svarende til et fald på 5 procentpoint. Så den øgede afklaring om EU-reglerne er i mange tilfælde også kommet flyselskaberne selv til gode.

 

Vær opmærksom på dine rettigheder

Selvom antallet af klagesager er faldende, så er det stadig vigtigt at være opmærksom på de gældende regler for kompensation. For ifølge Flemming Lundberg Poulsen er det hos nogle flyselskaber stadig normal praksis at afvise passagerers krav om kompensation, uanset hvor velbegrundet kravet end måtte være. I disse tilfælde er det muligt at søge hjælp hos virksomheder, der er specialiserede i passagerrettigheder, såsom AirHelp og Flyforsinkelse.dk. Det er dog bedst at starte med at søge kompensation selv, hvis man vil sikre sig den størst mulige erstatning:

 

– I langt de fleste tilfælde af flyforsinkelser- og aflysninger har man krav på erstatning, så derfor er det som udgangspunkt altid en god ide at søge om kompensation. Her er der størst økonomisk gevinst at hente ved at søge udenom de specialiserede virksomheder, da du således undgår, at de skal have en bid af kagen, udtaler han og fortsætter:

 

– Afviser flyselskaberne forespørgslen, kan man som alternativ selv klage til de relevante myndigheder som eksempelvis Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i Danmark. Lykkedes det heller ikke, kan man afslutningsvis overveje at søge hjælp hos de specialiserede virksomheder, forklarer Flemming Poulsen afslutningsvis.

 

Ifølge de nuværende EU-regler på området har en flypassager krav på kompensation på op til 600 euro ved forsinkelser på flyrejser ud af EU og op til 400 euro inden for EU afhængig af rejsens længde og forsinkelsens varighed. Derudover har man som passager også ret til forplejning og måske endda logi, hvis flyet bliver aflyst eller forsinket i længere tid. Og det beløb kan gøre en stor forskel i en almindelig dansk families daglige økonomi, lyder def fra cheføkonom hos Spar Nord, Jens Nyholm:

 

– Hvis en familie på fire oplever at deres fly til eksempelvis USA er forsinket med mere end tre timer, kan de godt have krav på en kompensation på op til 600 euro per familiemedlem. Og det er en stor post i et gennemsnitligt dansk husholdningsbudget. Så her er det godt at kende sine rettigheder, hvis flyrejsen ikke går som planlagt, siger han og fortsætter:

 

– Derudover er det altid en god ide at have en dækkende rejseforsikring, som man eksempelvis kan få gennem visse typer af betalingskort som Visa og MasterCard. Det gælder især, hvis man rejser uden for EU, hvor EU-reglerne ikke altid er gældende.

 

Tal over antallet af klagesager vedr. flypassagerers rettigheder

2017 2018
Forlig 1144 1107
Medhold 347 254
Delvist medhold 31 24
Ikke medhold 583 407
I alt (antal) 2.105 1.792

 

*Tallene for 2018 er ikke endelige, da der stadig pågår åbne sager. Procenter er blevet afrundet. Afsluttede sager, som er blevet ’afvist’ eller ’sendt til anden myndighed’, er ikke indeholdt i ovenstående opgørelse.

Kilde: Spar Nord

Mia Tang kampagne
OITS – Printer Jørn
Entreprenør Jimmy Pedersen
Rold Skov Adventure