Førerløse busser – en erfaren operatør kommer til Aalborg Øst
Med 27.000 tilbagelagte km i en voksende flåde med 15 selvkørende busser og omkring 30 ansatte kun til at varetage driften er det danske firma Holo, som er partner i SmartBus-projektet, efterhånden en erfaren operatør. Holo og Aalborg Kommune glæder sig til at sende førerløse busser ud på Astrupstien i Aalborg Øst fra den 5. marts og vise, hvad den nye transportform kan.
At lade sig transportere i en selvkørende bus kan være en lidt grænseoverskridende oplevelse. I hvert fald første gang, man stiger ind. Men efter at have kørt et par minutter, glemmer de fleste deres forbehold.
“Pludselig føles det som det mest naturlige i verden, at bussen selv styrer, bremser og åbner dørene ved stoppestedet. Det er i hvert fald sådan, de fleste passagerer beskriver det. Vi har transporteret omkring 40.000 personer de sidste to år rundt om i Norden og Baltikum, så vi er efterhånden blevet eksperter i, hvordan folk oplever deres første selvkørende tur,” siger administrerende direktør Peter Sorgenfrei fra Holo.
Selvkørende teknologi er ikke helt ukendt
Når vi tager metroen, er der ingen fører, og almindelige passagerfly er på automatpilot mere end 90% af tiden. Nye personbiler begynder også at kunne mere og mere af sig selv – lige fra at foretage en nødopbremsning til at lave en parallelparkering uden chaufførens hjælp.
Den førerløse teknologi er derfor noget, de fleste allerede har oplevet på deres egen krop. De færreste har dog siddet i en bus helt uden rat, pedaler eller sidespejle. Så hvordan kan man få den til at køre helt af sig selv?
Sådan virker de selvkørende busser i Aalborg Øst
Grundelementet i bussens evne til at navigere uden fører hedder LiDARs.
LiDARs er sensorer på bussen, der fungerer som bussens øjne. Øjnene ser bussens omgivelser i 360 grader i en 60 meters radius fra bussen. Så medmindre man har øjne i nakken, ser de altså meget bedre end en menneskelig chauffør.
Alle disse indtryk fra bussen sammenlignes med et 3D-kort, som er lagt ind i bussens hukommelse forud for kørslen. Dette kort er lavet ved, at man har scannet hele området og registreret alting i bussens omgivelser – fra kantsten til trækroner og fra tunnel til bygning. Bussen sammenligner hele tiden sine scanninger af omgivelserne med det indlagrede 3D-kort. Det fortæller bussen, hvor den er, og hvor den skal hen. På den måde kan bussen finde vej.
Ligesom bussen ved, hvor der er bygninger, ved den også, at den skal justere hastigheden efter det, der måtte dukke op på ruten foran den. Rent praktisk betyder det, at hvis der kommer noget inden for 3 meter af bussens kørselsretning, vil den standse hårdt op. Bussen regner hurtigt ud, om objekter længere fremme på ruten er i bevægelse og tilpasser let hastigheden til eventuelle forankørende.
Hvis der er noget, bussen ikke kan klare endnu – som f.eks. at køre uden om en nedfalden gren på ruten – er den ombordværende operatør klar til at hjælpe. I begyndelsen er der altid en operatør fra Holo med i bussen til at varetage trafiksikkerheden og svare på passagernes spørgsmål.
Fremtiden for selvkørende busser
Med tiden som bussernes software bliver bedre, vil der ikke længere være operatører i busserne. I stedet vil der sidde en supervisor centralt og overvåge busserne. På sigt vil de selvkørende busser kunne spille en stor rolle i at forbedre mobiliteten både i byerne og på landet. For Aalborg Kommune er pilotprojektet således også meget større end den konkrete rute:
“Vi sender førerløse busser ud på Astrupstien i Aalborg Øst for at forbedre den interne mobilitet for beboere og besøgende i området. Samtidig handler det dog også for os om at blive klogere på denne teknologi, som uden tvivl kommer til at redefinere den fremtidige mobilitet. I Aalborg Kommune har vi stort fokus på at implementere teknologien på en smart måde, så den kan bidrage til at skabe en bæredygtig mobilitet,” udtaler rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen.
Læs mere på www.smartbus.dk.
Kilde: Aalborg Kommune