Af: Per Clausen, Gruppeformand (EL) og medlem af Aalborg Byråd
Jeg er meget glad for, at vi i dag i budgetforligskredsen (Socialdemokratiet, DF, Enhedslisten og De Radikale) blev enige om at fremrykke anlægsinvesteringer for op til 400 millioner kroner i Aalborg Kommune. Hermed kan vi give et løft til beskæftigelsen i denne vanskelige tid.
Vi blev også enige om, at de fremrykkede investeringer skal bruges til at sikre en forstærket og fremrykket klimaindsats og understøtte den grønne omstilling. Med denne fremrykning får vi også mulighed for at højne standarden i skoler og institutioner i Aalborg Kommune, hvilket flere steder er meget tiltrængt.
I Enhedslisten mener vi ikke, det er særligt fornuftigt at udsætte indbetalingen af dækningsafgiften til 2021. Disse penge kunne bruges bedre til investeringer i velfærd, grøn omstilling, klimaløsninger og flere arbejdspladser her og nu. Det kunne vi ikke overbevise de andre partier om – og set i lyset af, at der kun er tale om en udsættelse og at pengene så kommer ind i 2021, accepterede vi dette.