Hotel Phønix
Jutlander Bank
AKKC
Bøgsted A/S

Delvis lukning af jobcentrene fortsætter

Ny ændringsbekendtgørelse betyder, at den delvise lukning af jobcentrene bliver forlænget. Der er dog enkelte ændringer. Jobcentrene skal blandt andet hjælpe borgere med at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet, modvirke negative konsekvenser for udsatte borgere på sociale ydelser og undgå, at sagerne hober sig op i kommunerne.

I sidste uge valgte regeringen at forlænge hjemsendelsen af offentligt ansatte på grund af COVID-19, og som følge af den udmelding fortsætter beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene også med at køre på andre vilkår end normalt. Det vil sige, at store dele af den aktive beskæftigelsesindsats fortsat er suspenderet, men at nødberedskabet fastholdes, så udbetalingen af ydelser kan fortsætte som hidtil.

Den nye bekendtgørelse indeholder samtidig en række ændringer, som skal sikre, at den delvise lukning ikke har negative konsekvenser for udsatte borgere. For eksempel får kommunerne mulighed for at holde digitale eller telefoniske samtaler med alle borgere, så jobcentrene fortsat kan bistå ledige. Det vil dog fortsat være frivilligt for borgeren at deltage i samtaler og i tilbud.

Samtidig kan kommunerne iværksætte nye uddannelsesforløb for ledige, der ønsker at opkvalificere sig, hvis forløbene kan foregå som fjernundervisning. Og for at holde sagsbunkerne nede bliver det muligt for kommunerne at behandle sager virtuelt i rehabiliteringsteamet, så borgere kan overgå til fx. ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Den virtuelle sagsbehandling vil ske efter borgerens samtykke.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– Beskæftigelsesindsatsen fortsætter med at være på nedsat blus som en naturlig konsekvens af, at landets offentligt ansatte er sendt hjem. Men med justeringerne får kommunerne nu bedre mulighed for at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet med virtuelle kurser og samtaler, selv om det er en svær opgave i disse tider.

– Danmark står fortsat i en svær og ekstraordinær situation, hvor vi skal gøre alt for at bremse spredningen af virus. Ingen skal dog være i tvivl om, at ledige får udbetalt dagpenge, kontanthjælp eller andre ydelser. Det skal der være styr på.

– Jeg er klar over, at der vil opstå en række problemstillinger, når jobcentrene åbner igen. Det er selvfølgelig noget, som vi politisk må drøfte, så vi er klar til at få gang i beskæftigelsesindsatsen, når sundhedskrisen er ovre.

Find den nye bekendtgørelse på Retsinformation

Kilde: Beskæftigelses Ministeriet

Folmer Olsen
Tommy Telt
Vivabolig
Tømrermester Thomas Aaby