Spirituskørsel

Onsdag eftermiddag spottede en patrulje en bil på Østergade i Brovst. Det viste sig, at føreren var så påvirket af spiritus, at han ikke lovligt kunne køre bil. Han blev anholdt med henblik på at få udtaget en blodprøve.

Lov om euforiserende stoffer

Natten til torsdag lige efter midnat havde en patrulje et ærinde på Sjællandsgade i Aalborg. Mens patruljen var der, vakte en mand deres opmærksomhed. Det viste sig, at han var i besiddelse af både hash og amfetamin. Han erkendte på stedet og kan se frem til at betale en bøde.

Indbrud i villa

I løbet af onsdagen mellem kl. 10.00 og 20.00 blev der lavet indbrud i en villa på Rosenstien i Sæby. Gerningsmanden havde brudt et soveværelsesvindue op, og herigennem kunne han få fat i håndtaget til en terrassedør og skaffe sig adgang gennem den. Gerningsmanden stjal smykker og kontanter fra huset.

kilde: Nordjyllands politi