Glemte jeg at betale?
Natten til tirsdag 27. november skulle en kvinde hjem fra en bar i Aalborg til sit hjem på Dyrskuevej.

Hun fik derfor fat i en taxa, der kunne køre hende hele vejen.

Noget kunne dog tyde på, at hun havde fået lidt for meget at drikke. Da de landede på kvindens adresse, valgte hun nemlig at stige ud ad bilen og gå ind i hjemmet – uden at betale.

Politiet blev derfor tilkaldt. Da de fik en snak med kvinden, kunne hun forklare, at hun helt havde glemt, at hun ikke havde betalt.

Chaufføren fik sine penge og kvinden kunne gå i seng.

Én for mange til julefrokosten
På Egensevej i Aalborg Øst var der også en ældre herre, der havde fået en enkelt eller to for meget til julefrokosten 26. november.

Han lå i vejkanten og kom ikke rigtigt videre, så en forbipasserende valgte at ringe til politiet for hjælp.

Patruljen fik kontakt til manden, som forklarede at han havde fået lidt for meget til at kunne finde hjem. Heldigvis var betjentene behjælpelige og fik kørt ham hjem i seng.

Har en gæst fået en anelse for meget til julefrokosten, så sørg endelig for en taxa. Det er federe at smide et par hundrede end slet ikke at komme hjem. 

Butikstyv i Salling
Mandag eftermiddag 26. november var en butikstyv forbi Salling i Aalborg. Her fandt han et par bukser af mærket Ralph Lauren samt en strik af samme mærke, så det matchede.

Herefter forlod han butikken.

Uden at betale.

En butiksassistent tog fat i manden og fik ham tilbageholdt. Tyven forklarede, at han havde en kammerat, der gerne ville betale. En ansat fik hentet kammeraten, der betalte for tøjet. Tyven modtog dog stadig en sigtelse for butikstyveri.

Indbrud i Hirtshals
Mellem 11. og 26. november var en indbrudstyv forbi en villa på Gl Landevej i Hirtshals.

Tyven gik om til terrassedøren, som havde et udvendigt greb. Tyven tog fat i det udvendige håndtag og rev til. Grundet den voldsomme påvirkning, knækkede låsen i døren formentlig, så tyven kunne komme ind i lejligheden.

Fra lejligheden blev der stjålet en Lenovo bærbar computer.

Har du fået indbrudssikret dit hus? En ordentlig lås på døren og en solid vindueskarm er indbrudstyvens værste mareridt. Læs mere om, hvordan du sikrer dig, her

Værktøjstyveri i Frederikshavn
En bil parkeret på Tordenskjoldsgade i Frederikshavn fik mellem mandag eftermiddag 26. november og tidligt tirsdag morgen 27. november besøg.

En eller flere ukendte gerningsmænd lagde vejen forbi bilen, hvor de knuste den venstre rude i bilen. Herefter stjal de forskelligt værktøj fra bilen.

Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114. 

Natkørsel med alkohol i blodet
Natten til tirsdag 27. november blev en bil stoppet på Kløvermarksvej i Brønderslev. Det var sent og et lidt spøjst tidspunkt at køre aftentur på, hvorfor patruljen gerne ville have en snak med bilisten.

Det var tydeligt, at den 45-årige mand var beruset.

Alkometeret blev derfor fundet frem.

Et hurtigt pust viste en promille på en del over det tilladte. Manden blev derfor anholdt, sigtet for at køre i påvirket tilstand og måtte stige ind på bagsædet af patruljevognen, der kørte til stationen.

Et opslag i systemet kunne desuden forklare, at manden havde fået frataget sit kørekort, som han også modtog en sigtelse for.

Sølvtøj stjålet i Øster-Vrå
Forskelligt sølvtøj.

Dét blev udbyttet for en eller flere indbrudstyve, da de var forbi Blomstervænget i Øster-Vrå mellem 23. og 26. november.

En rude i soveværelsesvinduet blev knust, hvorefter tyvene kunne gennemrode hele huset.

Billig iPhone på nettet
I starten af november var en kvinde fra Års på udkig efter en ny telefon. På Facebook fandt hun en iPhone 7 med 128gb til kun 1300kr. (!)

Det var en rigtig rigtig god pris, så hun valgte at slå til. Så snart sælger havde pengene, ville telefonen blive sendt. Hun overførte pengene, men der kom ingen telefon den anden vej.

Prisen var måske for god til at være sand.

Husk fornuften når du handler på nettet. Lyder prisen for god til at være sand, er den det nok.

Kilde: Nordjyllands politi

Hjemmeside