Kaffebaren
Nordjyske Bank
Faarup skovhus
Suvo

Stor glasmosaik med en unik Aalborghistorie er nu flyttet fra Restaurant Papegøjehaven til Springeren – Maritimt Oplevelsescenter.

Motivet på den markante glasmosaik forestiller indsejlingen gennem Limfjorden fra øst, og man ser tydeligt Aalborgs byprofil med Budolfi kirke som et markant vartegn på venstre hånd og Nørresundby på højre hånd. Eller til styrbord for nu at blive i den maritime terminologi.

Glasmosaikken er fremstillet omkring 1935 af glarmester J. N. Bech, Randers efter en tegning af kunstneren Viggo Vagnby, der især er kendt for sin plakat, hvor politibetjenten holder trafikken tilbage for en andefamilie, der skal over gaden. Den store glasmosaik blev fremstillet på foranledning af restauratør Peter Hansen Mouritzen til hans navnkundige Aalborg restaurant Ritz Safari i Aalborg. Denne restaurant var en meget markant del af Aalborg restaurantliv i perioden 1931 til 1951.

Glasmosaikken var en meget betydelig del af udsmykningen i restaurantens Oldenborgstue, og det smukke blyindfattede glasarbejde kunne iagttages både indefra restauranten, men også fra den lange gang der, ude fra Bispensgade, førte ind til den navnkundige restaurant.

Forsvandt – og fundet ved et tilfælde

Ting, der indeholder en historie, betyder meget for mig, lyder det i dag fra restauratør Peter Mouritzen, der er 3. generation i den kendte restauratørfamilie i Aalborg. Vort hjem er fyldt med malerier, kunst og møbler, som alle bærer på en historie, der især stammer fra min farfar Peter Hansen Mouritzen. Som dreng havde jeg min gang i farfars restaurant, og dermed blev denne glasmosaik hurtigt en meget stor del af min families historie.

Restaurant Ritz Safari blev afhændet i 1951, og få år senere blev glasmosaikken solgt, for i første omgang at ende sine dage gemt og glemt i en garage i Aabybro. Tidens tand tærede på mosaikken, og en del af det smukke farvede glas gik itu. Heldigvis kom ruden frem i 1990, og her slog restauratør Peter Mouritzen hurtigt til og købte glasmosaikken tilbage i familiens eje.

Nu kom ruden til ære og ærværdighed igen, da den blev restaureret af glarmester Madsen, der ved kollegers hjælp over hele landet fik fremskaffet antikt glas i de rette farver, således at den igen fremstod, som da den blev installeret på restaurant Ritz Safari. Men nu i en helt ny Oldenborgstue som familiefirmaet Mouritzen indrettede i restaurant Papegøjehaven i Aalborghallen. Her kunne tusindvis af gæster nu igen nyde den smukke glasmosaik.

Mosaikken inspirerede mig

Hver gang jeg gik forbi glasmosaikken, kunne jeg se min farfars billede i den, fortæller Peter Mouritzen. På en måde gav det mig en følelse af tryghed, at den nu stod i mit eget livsværk Restaurant Papegøjehaven, og den ansporede mig på en måde til at gøre det så godt som overhovedet muligt. Dels mindede den mig om min kære farfar, men også om vigtigheden i at bevare både historien og at værne om familiens gode navn og renommé i restaurationsbranchen i en tid, hvor utallige store arrangementer, kongresser og selskaber fik det

allerbedste med hjem fra Aalborg. Ikke mindst takket være dygtighed og professionalisme fra familien Mouritzen i Restaurant Papegøjehaven.

Aldrig tvivl om nyt sted for mosaikken

Men da vi i 2021 forlod restaurant Papegøjehaven efter 52 års ny restauranthistorie, stod vi med 8 kvadratmeter glasmosaik, som stadigvæk betyder rigtigt meget for mig og min familie. Og hvad stiller man lige op med den, lyder det fra Peter Mouritzen, der egentligt ikke var i tvivl om, hvor glasmosaikken nu skulle have fast opholdssted.

Jeg har altid været begejstret for marinemuseet og deres formidling af den maritime historie, hvilket formentligt også er et levn fra min farfar der, som ung og inden han blev restauratør i Aalborg, sejlede som hovmester i flåden, blandt andet på fiskeriinspektionsskibet ”Islands Falk”, fortæller Peter Mouritzen.

– Så da vi tog glasmosaikken ned i Papegøjehaven, fik den en lettere restaurering af Aalborgfirmaet BHS-glas, og er nu udlånt til Springeren, hvor den har fået en fremtrædende placering i indgangspartiet til udstillingerne, siger Peter Mouritzen, der er både glad og stolt over, at dette stykke Aalborghistorie nu igen kan beundres af alle der besøger Springeren – Maritimt Oplevelsescenter.

Vi er meget taknemmelige for, at familien Mouritzen har valgt, at dette stykke Aalborghistorie nu står her på Springeren, udtaler direktør Mads Sølver Pedersen. Den er utrolig flot og den repræsenterer jo både et usædvanlig smukt stykke håndværk, foruden at den rummer et detaljeret maritimt billede. Men især bærer den jo en helt unik fortælling om en restauratørfamilie, der i den grad har sat markante aftryk på Aalborgs historie, slutter direktør Mads Sølver Pedersen fra Springeren – Maritimt Oplevelsescenter.

Glasmosaikkens opsætning på Springeren – Maritimt Oplevelsescenter markeres fredag den 11. juni ved en indbudt reception.

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren