Årets sidste efterårsmåned levede ikke helt op til sidste års november-rekord. Trods fremgang i både udenrigs- og chartertrafikken, betød en tilbagegang i indenrigstrafikken, at Aalborg Lufthavn gik ud af november 2018 med en mindre tilbagegang på 1,3 procent.

Den hyggelige julemåned er i fuld gang, og der er pyntet op til jul i Aalborg Lufthavn. Et tilbageblik på november 2018 viser en mindre tilbagegang på 1,3 procent – svarende til knap 1.600 passagerer. Således rejste 117.619 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i november 2018 mod 119.210 i samme måned sidste år.

Fremgang i udenrigs- og chartertrafikken

Antallet af rejsende, der i november tog turen gennem lufthavnsterminalen til og fra udlandet steg med 1,9 procent i forhold til november 2017. I november 2018 var der således 34.367 udenrigsrejsende mod 33.732 i november 2017.

Konsekvenserne af Primera Airs konkurs er stadig at spore i trafikprogrammet. At vi på trods af dette ser en fremgang for både udenrigs- og chartertrafikken skyldes blandt andet god fremgang på ruterne Amsterdam, Malaga og Oslo samt tilføjelsen af det nye vinterprogram til Barcelona. Derudover står De Kanariske Øer stærkt i charterprogrammet, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

I chartertrafikken var der en fremgang på 3,0 procent i november 2018, hvor 6.595 chartergæster var igennem Aalborg Lufthavn mod 6.406 i november 2017.

Tilbagegang i indenrigstrafikken

I november 2018 var der 3,1 procent færre indenrigspassagerer til og fra lufthavnen i forhold til november 2017. Således rejste 79.072 indenrigs mellem København og Aalborg i november sidste år mod 76.657 i år.

Efter en tilbagegang i indenrigstrafikken for november, går vi december i møde, hvor der normalvis bliver mindre travlhed i erhvervslivet, men samtidig mere drøn på familiebesøg op til jul. Vi ser derfor frem til de julerejsende i december, hvor DAT igen i år har sat afgange ind til Bornholm – ligesom Atlantic Airways har afgange til Færøerne, til glæde for de mange herboende færinger,slutter Søren Svendsen.

Kilde: M. Jensen Aalborg lufthavn

Facebook