Kaffebaren
Nordjyske Bank
Faarup skovhus
Suvo

Giv den gas som en vaskeægte superhelt! Kom til Helteløb i Aalborg

 

Spænd dine snørebånd og løb afsted som en ægte superhelt, når Løberen afholder Helteløb til fordel for Legeheltene. Løbet afholdes lørdag d. 21. august kl. 8.00. 

 

Det er fuld fart frem og godt humør, når Danmarks små og store superhelte løber afsted til Helteløb i Aalborg d. 21. august. Der kommer sus i kapperne, hvad enten man vælger at spurte, gå eller hoppe igennem de to ruter som enten måler 1 km eller 3 km, der kan løbes op til tre gange. Helteløbet er nemlig et familieløb, hvor det ikke handler om at nå først i mål, men derimod om at have det sjovt under løbet, imens man gør en forskel for de indlagte børn i Danmark.

 

Til Helteløbet bliver alle deltagere klædt ud som superhelte med dertilhørende heltemaske og heltekappe i enten blå, grøn, orange, pink eller gul farve. Inden løbet er der selvfølgelig også opvarmning, så alle er varme, når ruten skal nedlægges. 

 

”Helteløbet skal være en sjov og aktiv oplevelse for børnene og deres forældre, hvor man får lov til rigtig at boltre sig og give den gas som en superhelt, imens man indsamler midler til et rigtig godt formål”, udtaler Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden. 

 

Løb til fordel for indlagte børn 

 

Løbet arrangeres til fordel for Legeheltene, som arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn mellem 0-14 år, der hvert år indlægges i Danmark. Løbet støttes desuden af APOVIT®, Bodenhoff og REMA 1000.  

 

Formålet med løbet er både at inspirere familierne til at komme op af sofaen og komme ud og være aktiv, og samtidig sætte fokus på Legeheltenes arbejde ude på de danske hospitaler. 

Løb afsted som en ægte superhelt til Helteløbet i Aalborg! Foto: Børneulykkesfonden

Om Legeheltene

Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene for at skabe aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark. Legeheltene skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumleri og fællesskab – og med plads til at være barn igen. 

 

Legeheltene er på 10 hospitaler i Danmark og er et initiativ startet af Børneulykkesfonden. Læs mere på www.legeheltene.dk 

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren