Kaffebaren
Jutlander Bank
Faarup skovhus

Online-omsætning eksploderer: 

SACKits webshop-salg er mangedoblet

 

Danskernes onlinekøb stiger kraftigt. Hos designvirksomheden SACKit er webshop-salget eksploderet siden årsskiftet – en ny hjemmeside og øget markedsføring er blandt hovedårsagerne.

 

Allerede den 3. februar klokken 21.37 rundede SACKits webshop forrige februars omsætning. Den eksplosive udvikling startede i januar, hvor en ny hjemmeside blev lanceret, og salget voksede med hele 550 procent. 

 

I øjeblikket kniber SACKit-ejerne sig i armen over webshop-salget. Blot halvvejs inde i februar er salget i webshoppen vokset med mere end 800 procent i forhold til hele måneden sidste år.

 

– Vores nye hjemmeside er langt hurtigere og præsenterer produkterne bedre. Hjemmesiden øger konverteringen og er utvivlsomt den største årsag til væksten. Med en højere konvertering kan vi skrue op for vores onlinemarkedsføring og skabe mere trafik på sitet, siger CEO og medejer Kristoffer Glerup, SACKit.

 

Direktøren nævner også andre årsager til væksten – blandt andet corona-lukkede fysiske butikker og en stor prisnedsættelse på op til en tredjedel på forbrugerelektronik. De lavere priser er en konsekvens af, at SACKit er vokset markant de seneste år og sælger så store mængder, at udviklingsomkostningerne udgør en langt mindre andel af det enkelte produkt.  

 

Rammer en tendens

Sidste år udgjorde salg fra webshoppen blot 14 procent af årsomsætningen. I år forventer Kristoffer Glerup mindst en firedobling af webshoppens omsætning, og lige nu går det så stærkt, at SACKit har flyttet forsendelse og distribution af elektronik til Danske Fragtmænd for at kunne følge med. 

 

Udviklingen hos SACKit sprænger skalaen i forhold til vækst, men er i tråd med de tendenser, som man ser hos Dansk Erhverv Digital Handel. Brancheorganisationen er i øjeblikket ved at færdiggøre e-handelsanalysen for hele 2020. 

 

I et kraftigt og bredt stigende salg blandt webshops har varegrupper som møbler og forbrugerelektronik haft kronede dage under corona-nedlukningen, hvilket rammer direkte ind i SACKit’s produktsortiment. 

 

– Særligt salget af produkter, der vedrører hjemmet, er steget meget. Når folk nu er tvunget til at sidde derhjemme, har man haft tid til blandt andet gør-det-selv-projekter og indretning, siger chefkonsulent Henrik Theil, Dansk Erhverv Digital Handel.  

 

Henrik Theil fortæller også, at nedlukningen har skubbet til en udvikling, der allerede var i gang, hvilket betyder, at den digitale omstilling har fået et ekstra løft. 

 

– Mange danskere har arbejdet hjemme og oplevet fordelen ved at handle online, uddyber chefkonsulenten. 

 

Udover salg via egen webshop er SACKit stærkt repræsenteret i den danske detailhandel, og det seneste år har virksomheden indgået aftaler med Humac, Illums Bolighus og Magasin.  

 

Forslag til billedtekst: På grund af SACKits vækst og et kraftig stigende onlinesalg har virksomheden flyttet sin forsendelse og distribution af elektronik til Danske Fragtmænd i Aalborg. Her er ejerne Peter Rasmussen (tv.) og Kristoffer Glerup på besøg hos samarbejdspartneren. 

 

Fakta om SACKit 

SACKit udvikler og sælger livsstilsprodukter med hovedvægt på kvalitet, funktionalitet og dansk design, der skiller sig ud. Sortimentet omfatter blandt andet højtalere, trådløse opladere, høretelefoner, sækkestole, barstole, borde og loungestole. 

 

Virksomheden er stiftet i Aalborg i 2012. CEO Kristoffer Glerup og managing director Peter Rasmussen er hovedaktionærer. 

 

SACKit omsætter årligt for et større tocifret millionbeløb på 30 markeder verden over og satser i 2021 på at ramme et trecifret millionbeløb. 35 procent af salget kommer fra eksport med Norge, Sverige, Finland og Tyskland som de vigtigste markeder. 

 

SACKit beskæftiger 19 medarbejdere. Læs mere på www.sackit.dk 

DN Isolering
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren