Når Aalborg Pirates i resten af slutspillet skøjter ind i Gigantiums stemningsfulde isarena, bliver det med et nyt hjemmebanenavn: Cool East Arena, der er en udløber af sponsorprojektet Cool East.

I sidste uge blev det offentliggjort, at ishockeyklubben Aalborg Pirates fremover er indehaver af retten til at sælge arenanavnet Gigantium Isarena. Og allerede nu kan klubbens adm. direktør, Thomas Bjuring, løfte sløret for det nye navn på Aalborg Pirates’ hjemmebane.

– Vi er rigtig glade for, at vi nu på lige vilkår med de øvrige sportshold i Aalborg har muligheden for at sælge stadionnavnet. I forlængelse heraf er det en stor fornøjelse for os at fortælle, at navnet er købt af Aalborg Havn for den resterende del af sæsonen. Og de har valgt at navngive isarenaen efter sponsorprojektet Cool East: Cool East Arena, udtaler Thomas Bjuring.

Han suppleres af Mads Sølver, der er Rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
Jeg er glad for, at Aalborg Pirates så hurtigt får glæde af den beslutning, som Sundheds- og Kulturudvalget traf i sidste uge. Det er også glædeligt, at det i første omgang er en lokal samarbejdspartner, Cool East, som klubben indgår et samarbejde med.

Det seje øst
Cool East er et sponsorsamarbejde mellem et stærkt hold af virksomheder, der sammen med ishockeyheltene fra Aalborg Pirates arbejder for at skabe sunde, sjove og meningsfulde aktiviteter i Aalborg Øst. Missionen er at styrke samhørigheden blandt beboerne og understøtte stoltheden ved at leve, bo og arbejde i postnummer 9220.

– Vi har valgt at navngive isarenaen efter Cool East, fordi vi er stolte af at være med til at vise, at Aalborg Øst er et utroligt driftigt og viljestærkt område, hvor en meget stor del af byens omsætning, viden og vækst er samlet, fortæller salgs- og marketingchef hos Aalborg Havn, Ole Brøndum.

Med i slutspillet
I første omgang er kontrakten kun gældende for den kommende semifinaleserie og eventuelle finaleserie – og løber dermed til den 30. april 2018. Det er der dog god mening i.

– Vi er taknemmelig for den støtte, som Aalborg Havn og Cool East-gruppen yder i den resterende, men sparsomme del af denne ishockeysæson, siger Thomas Bjuring og fortsætter:
– Vores hjemmebane er Danmarks største og bedste ishockeyhal, og dermed er den interessant for mange forskellige virksomheder fremadrettet. Det er vores og Cool East-gruppens fælles håb, at navneændringen i resten af slutspillet kan være medvirkende til, at endnu flere virksomheder får øjnene op for den fantastiske mulighed, det er at eje navnet på Aalborg Pirates’ hjemmebane.    

Efter kontraktudløb d. 30. april 2018 vil Aalborg Pirates indlede forhandlingerne omkring arenanavnet med mulige interessenter, og ambitionen er en 3-årig aftale.

Kilde: Aalborg Pirates
Foto: Sarah Kruse

 

Facebook