Aktiv Sommer er Aalborg Kommunes gratis sommerferietilbud for alle kommunens skoleelever fra 3. – 10. klasse, og i år har vi 40 års jubilæum
Planlægningen af årets Aktiv Sommer har naturligvis stødt på visse forhindringer på grund af en vis pandemi. Men det forhindrer ikke arrangørerne i igen i år at præsentere en myriade af tilbud til børn og unge i Aalborg Kommune.
På hjemmesiden www.aktivsommeraalborg.dk kan du fra den 10. juni kl. 12 tilmelde dig og se alle de forskellige, spændende aktiviteter.
Alle aktiviteter vil selvfølgelig følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men det lævner stadig mulighed for igen i år at kunne præsentere et meget varieret program med blandt andet dans, Blå dage ved fjorden, musical, forskellige værksteder på Huset i Hasserisgade og mange andre spændende forløb.
For de ældre elever byder Aalborg Ungdomsskole ind med mange aktiviteter som SUP og kajak, motorcross, surftur, løb, yoga og mindfulness.
I år udkommer det efterhånden kendte rabat- og fribillethæfte, som plejer at blive delt ud på alle skoler i Aalborg Kommune, ikke. I stedet udsendes der en pdf-fil med rabat- og fribilletter direkte til forældrene gennem skolen den 10. juni.
Vi følger naturligvis Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forbindelse med corona. Derfor tages der også forbehold for eventuelle ændringer eller aflysninger grundet corona.
Det er Sundheds- og Kulturforvaltningen og Skoleforvaltningen, der sammen arrangerer Aktiv Sommer, og vi er stolte af, at vi nu gennem 40 år har kunnet tilbyde børn og unge i hele Aalborg Kommune gode oplevelser og fællesskaber.
Kilde: Aalborg Kommune