Ny energiberegner:
Hele 61 procent af alle registrerede parcelhuse i Aalborg Kommune har Energimærke D eller derunder. Det viser den nyeste statistik fra Energistyrelsen. For at mindske både varmeregning og CO2-udslip kan mange boligejere derfor have gavn af energiforbedringer, og i den forbindelse skruer Nordjyske Bank nu op for rådgivningen på området ved at tage en ny online platform i brug fra Totalkredit.
8.436 parcelhuse i Aalborg Kommune har ifølge den seneste statistik fra Energistyrelsen et lavt energimærke på enten D, E, F eller G. I langt de fleste tilfælde kan det derfor betale sig at energirenovere sit hus, og for at rådgive kunderne bedst muligt om helt konkrete energiforbedringer af deres bolig har Nordjyske Bank netop taget et nyt online værktøj i brug, som er udviklet af Totalkredit:
– Statistikken viser, at de fleste husejere i Aalborg og omegn med fordel kan energioptimere deres hjem, men for almindelige mennesker kan det være svært at gennemskue, hvilke tiltag der har størst effekt i forhold til økonomi og klima. Vi ønsker således at gøre det nemmere for vores kunder at skabe overblik og er derfor glade for nu at kunne opruste vores rådgivning på området ved hjælp af Energiberegneren fra Totalkredit, lyder det fra bankdirektør i Nordjyske Bank, Carl Pedersen, som fortsætter:
– Med Energiberegneren på Nordjyske Banks hjemmeside er det muligt at indtaste den pågældende adresse, hvorefter beregneren giver konkrete forbedringsforslag, som tager udgangspunkt i boligens energimærke og oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret (BBR). Det kan eksempelvis være at isolere sine varmerør, udskifte de gamle vinduer til nye energiruder eller installere en ny varmefordelingspumpe. Herefter får man overblik over både omkostninger til forbedringerne samt den årlige besparelse i både kroner og CO2.
En af fordelene ved at optimere energiforbruget i sit hus er ifølge Nordjyske Bank, at man i mange tilfælde høster en økonomisk gevinst på den lange bane:
– Ved at forbedre udnyttelsen af energien i sit hjem, sparer man ofte mange kroner årligt på en lavere varmeregning. Så selvom et jordvarmeanlæg eksempelvis ikke er en billig investering, kan det dog ofte tjene sig selv hjem på sigt. Her kan Energiberegneren hjælpe med at skabe overblik over balancen mellem udgifterne til energiforbedringerne og den økonomiske besparelse over tid. Og herefter kan vi hjælpe med at finde en passende finansiering, forklarer Carl Pedersen.
Men det er ikke kun pengepungen, der nyder godt af renovering med fokus på at mindske energiforbruget. Også i forhold til klimaet, er der gevinster at hente. Ifølge Energistyrelsen er bygningers energiforbrug nemlig ansvarlig for lige knap 40 procent af landets samlede CO2-udledning, og ifølge Nordjyske Bank er boligen derfor det mest oplagte sted at starte, hvis man som privatperson ønsker at mindske sit CO2-udslip:
– Som privatperson kan man gøre mange ting for at bidrage til miljøet, men energirenovering af boligen er helt klart et af de områder, der har størst effekt i forhold til klimaet. Vi håber derfor, at Energiberegneren kan være med til at inspirere vores kunder til at tænke i grønnere baner – og gøre det nemmere at gå fra idé til handling, siger Carl Pedersen.
Om Energiberegneren
Energiberegneren er en online platform, der er udviklet af Totalkredit. Beregningerne er baseret på oplysninger fra Energistyrelsen, herunder boligens energimærke og information fra BBR-registeret.
Energiberegneren kan udelukkende anvendes til fritliggende parcelhuse.
Link til Energiberegneren: www.nordjyskebank.dk/energiberegner
Kilde: Nordjyske Bank