Find en tur tæt på dig i linket i teksten
Kom og gå med Hjerteforeningens frivillige, når 2019 bliver til 2020
Rundt om i landet inviterer Hjerteforeningens lokalforeninger til den traditionelle nytårsgåtur den 1. januar, hvor familie, venner og naboer mødes for at ønske hinanden godt nytår og tage de første sunde skridt ind i det dugfriske år.
Hjerteforeningen inviterer til mere end 40 ture fordelt over hele landet. I hovedstadsområdet er der fx nytårsgåtur i Vestskoven i Albertslund. Det er 33. gang, at Hjerteforeningen Glostrup/Rødovre inviterer til nytårsmarch. Sidste år deltog godt 200 personer.
På Amager Fælled er der også gåtur den 1. januar. Her er det Hjerteforeningen København S, der er værter. Turen starter ved metrostationen DR-byen.
Gåmotion er hyggeligt, det er godt for hjertet, og så er det nemt at komme i gang med.
– Gåmotion styrker hjertet. Aktive skridt er med til at sænke både kolesteroltallet, blodtrykket og vægten, og så er det nemt at gå. Du behøver blot at snøre et par gode sko og gå ud ad døren – så er du i gang, siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft og fortsætter:
– Vi ved, at et aktivt liv sammen med andre bidrager positivt til vores mentale sundhed. Desuden er det nemmere at fastholde en sund og aktiv livsstil i et fællesskab. Det er motiverende, sjovt og hyggeligt at gå sammen, siger Anne Kaltoft, Hjerteforeningens adm. direktør.
Se oversigten over flere ture i kalenderen på Hjerteforeningens hjemmeside:
https://hjerteforeningen.dk/
Under hver tur finder I kontaktoplysninger på de personer, der arrangerer turene, hvis I vil høre mere.
Kilde: Hjerteforeningen